Den frydefulde krænkelse

Af Mikkel Andersson 2

Forleden kom der en mindre shitstorm ud af, at debattøren Mary Consoleta Namagambe brokkede sig over racistiske jokes i programmet LOL DK på P3.

De færreste, som nu ihærdigt debatterer programmet, har nok hørt det, så lad mig starte med en kort introduktion.

I programmet skal lytterne ringe eller skrive ind med deres vitser. Missionen er “i samarbejde med P3’s lyttere [at] finde frem til Danmarks bedste vittighed!“.

Det er unægtelig ikke et genialt koncept, men et indslag i et uformelt formiddagsunderholdningsprogram, der mest af alt består af let ungdomsmuzak.

Sidst i programmet fra den 12. juli (ca. 2 timer og 13 minutter inde i programmet) fortæller værterne så, at de – efter at have hørt jokes som gjorde grin med alskens grupper – vil lave en slags “frit lejde”-aktion til at aflevere de særligt forbudte jokes. Altså, sexistiske og racistiske vitser samt dem, der gør grin med de svage i samfundet, ifølge værterne.

Det ironisk deklarerede formål bliver så udlagt som:

Vi tager bare pænt imod, lægger dem i skuffen og arkiverer dem. Og så lover man, at man aldrig fortæller dem igen”

Der er altså tale om et marginalt hjørne af et formiddagsprogram, der bliver dedikeret til vitser, som alle involverede synes enige om – sjove eller ej – er smagløse.

Jeg ved ikke, om programmet kan siges at tjene noget højere formål – det gør formiddagsradio på P3 nok sjældent.

Men i et program om vitser, så er også de grænseoverskridende og smagløse nu engang en del af dem, der bliver fortalt. Og her bliver de altså holdt ud i strakt arm og med klar deklaration.

Programmet faldt ikke desto mindre Mary Consoleta Namagambe for brystet, og i et interview med Politiken gjorde hun det klart, at programmet efter hendes mening var både mobning, hadtale og racisme, der burde være strafbart efter paragraf 266b – og i øvrigt spild af licensmidler.

Da DR så – som de har for vane, når nogen ikke finder deres tilstræbt humoristiske indslag sjove – kastede programværterne under bussen og tog afstand fra et indslag, ledelsen selv havde godkendt, skrev Namagambe i et opslag på Facebook:

Woooow venner tak for kampen! ❤️ DR har officielt meddelt, at de trækker segmentet på P3 tilbage! INGEN RACISME I VORES GADER!

Det fascinerende her er renhedsdrømmen, der er koblet til krænkelseskulturen, som kommer til udtryk.

Det er ikke nok at blive foraget. Det er heller ikke nok at kritisere eller tage til genmæle mod det, man ikke kan lide. Selv ikke når de dårlige vitser bliver holdt ud i strakt arm.

Nej, de formastelige ytringer skal – nu de desværre ikke kan gøres usagte – fremover fjernes og helt udrenses fra det offentlige rum.

Det er temmelig underligt. For der er – heldigvis – ikke nogen, som tvinger folk til at høre P3.

Selv for licensmedier er det nu engang sådan, at de altid vil sende en masse ting, som mange enten finder kedeligt eller er uenige med. I 90’erne lød f.eks. P1s Orientering som et bestyrelsesmøde i Venstresocialisterne. Og hvem ved egentlig, hvad der foregår af rædselsvækkende ting på TV2-regionerne hver dag kl. 19.30.

I dag er jeg selv blevet så gammel og gnaven, at jeg mener, at store dele af P3s sendeflade er en auditiv forbrydelse mod menneskeheden.  Men da jeg ikke er masochist, undlader jeg derfor at høre det. Og jeg er sikker på, at mange har det på samme måde med det mediemagasin, jeg laver på en anden licensstation, hvor jeg går og siger helt vildt borgerlige ting i tide og utide.

For det er jo slet ikke så svært. Hører man noget i radioen, der er trælst eller kedeligt, kan man altid slukke. Eller skrue over på en anden kanal.

Krænkelseskulturen er et tilvalg, ikke en nødvendighed.

Lad være med at tilvælge den.

2 kommentarer RSS

  1. Af Den racistiske vittighed er den korteste vej mellem fremmede | Kulturkamp

    -

    […] Og det sidste blev for meget af det gode. Mikkel Andersson har skrevet om affæren her på b.dk, og der var debat i Deadline om emnet med den altid gode Farshad Kholdskid som det lysende […]

  2. Af Krænkelseskulturen har ikke vundet - endnu

    -

    […] en ligefremhed og en styrkelse af det mellem-menneskelige bånd, og Mikkel Andersson skriver om den den frydefulde krænkelse der driver de professionelt krænkede som Mary Consoleta Namagambe til at ville rense det […]

Kommentarer er lukket.