Den identitetspolitiske racisme

Af Mikkel Andersson 0

For nylig læste jeg Angela Nagles bog “Kill All Normies“, der handler om det seneste årtis kulturkrige på internettet. Det er fascinerende læsning, og er man interesseret i særlig den alt-right-bevægelse, som også undertegnede har skrevet en del om, er bogen absolut noget af det mest kompetente, man kan kaste sig over.

Nagle opruller fortællingen om, hvordan en subkultur af unge mandlige millennials udviklede sig fra ironisk grænseoverskridende provokatører på websites som 4chan til mere eller mindre eksplicit pro-fascistiske antisemitter og biologiske racister på den alleryderste højrefløj med en modkulturel kant og coolness, som det yderste højre aldrig tidligere har haft – i hvert fald ikke de sidste 70 års tid.

Det mest interessante greb, som Nagle foretager, er imidlertid, at hun analyserer alt-right-bevægelsen sammenholdt med dens venstreorienterede modstykke: de sociale retfærdighedskrigere og identitetspolitikerne på venstrefløjen.

Selvom alt-right-bevægelsen med sin selvironiske nazi-hipster-aura på mange måder er et nyt fænomen, er det i virkeligheden ikke særlig odiøst at finde identitetspolitik på den alleryderste højrefløj. Her har hudfarve og køn altid været blandt de primære identifikationsfaktorer.

Det langt mere interessante er, at identitetspolitik er blevet så stort på (stadig marginale) dele af venstrefløjen, hvor man ellers traditionelt har insisteret på, at mennesker ikke bør vurderes på køn, race eller seksualitet.

Hvis man med et enkelt citat skulle opsummere dén vision, som var næsten universelt udbredt blandt progressive tidligere, gør få det så koncist som borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King i hans berømte “I have a dream“-tale fra 1963:

Jeg har en drøm om, at denne nation en dag vil leve op til og udleve den sande mening af sit motto: ‘Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige … Jeg har en drøm om, at mine fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke bliver bedømt på deres hudfarve, men på deres karakter.

I dag er den identitetspolitiske venstrefløjs drømme noget anderledes. Her handler det ikke længere om at blive frisat fra en påduttet identitet som mindreværdig i kraft af hudfarve, køn eller andet, men at blive anerkendt i kraft af dette.

Hvis man som identitetspolitiker påberåber sig en bestemt lidelseshistorie qua sit køn eller sin race og derfor promoverer bestemte politiske analyser, opfattes det som illegitimt for andre end folk med samme køn, hudfarve og så videre at opponere. I stedet forventes man at “lytte” og “tjekke sit privilegie” for derefter at rette ind.

I praksis er det også svært for folk med andre hudfarver end hvid at opponere mod identitetspolitikernes analyser, da disse ofte vil blive beskyldt for at lide af en form for internaliseret racisme eller simpelthen være “Onkel Tom”-typer, altså lide af falsk bevidsthed eller gå den postulerede undertrykkers ærinde.

Derudover opererer store dele af den identitetspolitiske bevægelse med et racismebegreb, der de facto gør alle hvide til racister, mens ingen minoritetspersoner per definiton kan udøve racisme.

For mens de fleste opfatter racisme som en fordomsfuld nedvurdering af en person eller gruppe på grund af hudfarve eller etnicitet, anvender identitetspolitikerne et alternativt og selvopfundet racismebegreb, hvor racisme i stedet er “fordomme plus magt”. Hvem har magten? Det har de hvide naturligvis. Hvis man ingen magt har, kan man ikke være racist. Keine Hexerei nur Behändigkeit.

Hvis man forsøger sig med indvendinger om, at magten i Danmark faktisk ikke diskriminerer mod nogen på baggrund af hudfarve, er svaret naturligvis, at vi har at gøre med en langt mere abstrakt og historisk magtforståelse, som ikke rigtig kan sættes på formel, men igen har noget at gøre med folks subjektive negative oplevelser eller historiske uretfærdigheder mod for længst døde medlemmer af samme gruppe. Dem kan man ikke argumentere mod uden at være privilegieblind og ligeglad med andres lidelser, som man per definition ikke kan sætte sig ind i, hvis man har et andet køn eller hudfarve.

Til nød kan man få identitetspolitikere til at indrømme, at i hvert fald enkelte hvide mennesker ikke nødvendigvis går og tænker dårlige ting om folk med andre hudfarver eller selv diskriminerer dem. Meeen det er naturligvis ikke nok til at undgå at være racist – eller “gøre” racisme, som det lejlighedsvis kaldes på identitetspolitisk newspeak.

For her kommer “strukturerne” belejligt nok ind i billedet. Hvis man er hvid og lever i et samfund, der er strukturelt racistisk (og det mener identitetspolitikerne i praksis, at ethvert samfund med en hvid majoritet er), er man stadig en form for medløberracist, der om ikke andet er passivt medansvarlig for den allestedsnærværende racisme.

Samme analytiske finte laver identitetspolitikerne naturligvis med andre parametre, ikke mindst køn. For hvis det nu er mændene, som har den strukturelle magt, følger det, at alle mænd (foruden at være racister, hvis de altså er hvide) også er – i bedste fald passive – sexister.

Netop det faktum, at den strukturelle undertrykkelse foregår på adskillige fronter, er et kardinalpunkt for identitetspolitikerne, der derfor gerne betegner sig som intersektionalister, intersektionelle feminister og lignende.

Det fører nogle gange til let tragikomiske interne debatter, hvor ellers nok så velmenende hvide venstreorienterede identitetspolitiske feminister får at vide af eksempelvis sorte ditto, at deres feministiske aktivisme simpelthen ikke er inkluderende nok, fordi førstnævnte også er en del af de racistiske magtstrukturer på grund af deres hudfarve. Dette kan så opfølges af harme fra handicappede, transpersoner eller andre, som beskylder begge førnævnte grupper for ikke at have et tilstrækkeligt intersektionelt blik for deres lidelser og altså indirekte promovere eller nyde godt af ableisme (fordomsfuldhed over for handicappede) eller cis-normativitet (fordomsfuldhed over for folk, hvis biologiske og selvoplevede køn ikke stemmer overens).

I praksis bliver venstrefløjens identitetspolitik dermed et underligt spejlbillede af den yderste identitetspolitiske højrefløj, der i dén grad er optaget af at klassificere og generalisere folk på baggrund af hudfarve, køn og så videre. For eftersom strukturer omfatter ingen og alle, bliver konklusionen, at man kollektivt kan tilskrive grupper negative egenskaber i kraft af netop ting som køn, seksualitet og hudfarve.

Derfor er det oplagt at betragte identitetspolitikerne på højre- og venstrefløj som hinandens vrangbilleder. Begge parter er enige om, at hudfarve, køn og seksualitet er utrolig vigtigt og noget, man bør organisere sig og skabe sin identitet og selvforståelse ud fra.

Mens alt-righterne og venstrefløjens identitetspolitikere nok kan være uenige om, hvorvidt det er bedst at identificere sig som hvid racist eller intersektionel feminist, er de enige om de mere overordende principper.


Mikkel Andersson er journalist og debattør og kan følges på Facebook og Twitter.

Kommentarer er lukket.