Derfor fylder “humanisterne” stadig mindre i indvandringsdebatten

Af Mikkel Andersson 0

Den 22. juli skrev forfatter Merete Pryds Helle et indlæg i Politiken. Her argumenterer hun for, at “humanisterne” har forsømt at tage til genmæle mod den indvandringskritiske højrefløj, som hun slet ikke mener, at hendes meningsfæller har taget alvorligt.

Pryds Helles anvendelse af begrebet humanister vil jeg i det følgende holde ud i anførselstegnenes strakte arm, da jeg ikke anerkender hendes forsøg på monopolisering af begrebet (der vil intet “anti-humanistisk” være i fx at lukke for al asylmodtagelse i DK og i stedet bruge flere penge på at hjælpe langt flere og langt svagere i de nærområder, hvor hovedparten er – tværtimod).
Men da humanisme optræder i forskellige varianter hele 13 gange i hendes tekst, tænker jeg det oplagt at bruge begrebet til at betegne den position i debatten, hun gør sig til fortaler for.

Og selvom jeg i absolut vil anerkende, at den “humanistiske” position, som udlagt af hende, er både i defensiven og langt mere marginal end tidligere, så er ideen om, at ”humanisterne” og deres synspunkter er eller har manglet repræsentation eller er ukendte i den offentlige debat, grundlæggende useriøs.

Helt basalt var den “humanistiske” position altdominerende i indvandringsdebatten indtil 2001. De få stemmer, som var modstandere heraf – Søren Krarup, Glistrup, Pia Kjærsgaard + hendes parti og enkelte andre – var indtil da marginaliserede stemmer, der var foragtet og lagt for had i store dele af den offentlige debat.

At lade som om, ”humanisterne” ikke har taget disse positioner alvorligt er parodisk. Tværtimod har “humanisterne” konsekvent imødegået synspunkter fra indvandringskritikere på højrefløjen og ofte på ekstremt alarmistisk vis fremhævet dem som eksponent for noget nær den mest diabolske politiske tendens overhovedet.

Hele den politiske mainstream samt kulturlivet støttede massivt og nærmest universelt op om den ”humanistiske” position, der vel mere eller mindre koncist blev opsummeret af Peter A.G. der i sin tid erklærede, at ”li’ meget hvem du er, li’ meget hvor du er, så velkommen her”.

Og der findes skam stadig rigelig eksponenter for denne tendens i såvel politik som kulturliv. Carsten Jensen, Josefine Fock, Georg Metz, Jens Rohde, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Rasmus Brygger, Zenia Stampe og mange andre udfolder troligt i forskellige varianter og grader de samme “humanistiske” argumenter for en “generøs” asylpolitik, som man har hørt siden midtfirserne.

Problemet for “humanisterne” er altså ikke, at de ikke tager til genmæle, eller at deres argumenter er ukendte. Tværtimod.

Deres problem er, at de ikke længere bliver taget særlig alvorligt, og at de i stadig højere grad fremstår som maginale stemmer i debatten.

Det skyldes primært, at de ikke har nogen svar på de udfordringer, som indvandringen præsenterer. Det er efterhånden blevet tydeligt for stadig større dele af befolkningen, at den nuværende politik i forhold til asylmigration har været et fejlslagent eksperiment.

Danmark har små 40 års erfaring med asylmigration og integration af dem, der kommer på den måde, og alle erfaringer er på overordnet plan – solstålehistorier uagtet – forstemmende. I forhold til kriminalitet, parallelsamfund, uddannelse, beskæftigelse, overførselsindkomster osv. Det samme er de tilsvarende erfaringer overalt i Vesteuropa.

Ideen om, at tonen er altafgørende for integrationens begrædelige tilstand, som så mange ”humanister” har klamret sig til, er efterhånden også i gang med en langsom men sikker dødskamp som argument. Ikke mindst efter, at svenskerne så pædagogisk har eksemplificeret, at selv ikke en næsten parodisk imødekommende tone hverken har gjort fra eller til.

Samtidig har de intet svar fremadrettet. Alle de ovenfor nævnte problemer vokser kun i takt med fortsat asylmigration. I 2016 var det omkring 15.000 mennesker i form af bevilligede asyltilladelser og familiesammenføring. Det er lidt mere end to Gellerupparker.

Ikke alene mangler “humanisterne” – i lighed med alle andre i øvrigt – svar på hvordan, man lykkes med den integration, der hidtil kun er postuleret mulig, men som aldrig set realiseret i forhold de de migrationsstømme, der er kommet de siden udlændingeloven af 1983. De advokerer også, at man ufortrødent opretholder en politik, som gør i forvejen store problemer endnu større.
Eventuelt krydret med luftige forhåbninger om, at man bør løse problemerne i fællesskab med et EU, der om muligt har vist sig endnu mere horribelt inkompetent til at tackle asylmigrationens udfordringer end Danmark, og som selv bærer et betragteligt medansvar via fjernelsen af de indre grænser, mens man har undladt at bevogte de ydre effektivt.

Det har ”humanisterne” intet svar på. Kun forhåbninger om, at integrationen – trods alle tegn på det modsatte indtil videre – bliver bedre, hvis bare man venter længe nok. Samtidig med at antallet af asylmigranter, der bliver indvandrere i Danmark, kun vokser, som en konsekvens af netop den politik, de advokerer. Og så længe der kommer nye førstegenerationsindvandrere og parallelsamfundene dermed logisk nok vokser, bliver muligheden for en vellykket integration til stadighed skubbet længere og længere ud i fremtiden.

Dermed står de tilbage som forpjuskede forsvarere at et forfejlet asyleksperiment, der i praksis ikke magter meget andet end at insistere på status quo samt egen humanisme og modstandernes mangel på samme. Det sidste var et virksomt argument i 80’erne og 90’erne. Men det er det ikke længere. Heldigvis.

Når det er hvad, man har at byde ind med som “humanist”, er det ganske forståeligt, at stadig færre sådanne blander sig i debatten. Og at dem, som gør, ender med at repræsentere en position, som stadig færre tager alvorligt.

___

Mikkel Andersson er journalist og debattør og kan følges på Facebook og Twitter.

Kommentarer er lukket.