Tørklæder er ikke bare 30 gram stof

Af Mikkel Andersson 2

For tiden raser en debat om, hvorvidt nyhedsoplæsere, der ikke vil tage deres religiøse symboler af på skærmen – specifikt muslimske kvinder med slør – kan læse nyheder op. Det kan disse kvinder utvivlsomt, men det får de næppe lov til, da de fleste redaktører prioriterer, at man som nyhedsoplæser ikke udsender politiske eller religiøse signaler, hvilket er en indlysende korrekt prioritering, hvis man ikke ønsker, at budbringeren skal overskygge budskabet.

Jeg vil da også hævde, at de fleste på venstrefløjen tidligere ville have betragtet det ønske som både rimeligt og indlysende. Men fordi tørklædet nu er fedtet ind i den sædvanlige tolerancediskurs, der i parodisk grad hærger i indvandrings- og integrationsdebatten, skal den vinkel selvfølgelig også have en tur i manegen.

Mere relevant er det imidlertid at se på, hvorfor tørklædet som religiøst symbol er så polariserende i debatten.

Tørklædet er for rigtig mange, om end ikke alle, der bærer det, en indikator på, at man abonnerer på et bestemt værdisæt, der blandt andet involverer, at man (i hvert fald i princippet) er modstander af blandt andet kæresteri, sex før ægteskabet, alkoholindtagelse, tolerance over for homoseksuelle inden for sin egen familie i særdeleshed og ens etniske-religiøse gruppering generelt og i det hele taget ønsker at nærme sig en mere tekstnær og ortodoks tolkning af islam end tilfældet typisk vil være blandt dem, der ikke bærer tørklæde.

Der er helt sikkert undtagelser og kvinder, som bærer tørklædet af vanemæssige grunde, fordi de gerne vil ligne deres forældre eller noget helt tredje, og som i øvrigt er ganske velintegrerede på alle fronter.

Men det ændrer ikke ved, at tørklædet for rigtig mange er tilvalgt netop som et religiøst symbol, som de fleste rimeligvis også vil opfatte som et sådant. Hvis man bærer en t-shirt med hammer og segl – og ingen sammenligning i øvrigt, ud over at begge dele typisk er ideologiske markeringer – vil de fleste også antage, at man faktisk sympatiserer med revolutionær kommunisme, selvom det for enkelte kan skyldes, at man synes, det er et pænt symbol, eller blot forsøger sig med subtil ironi.

Hvis man ser på de teologiske begrundelser for tørklædet, er de, at kvinder skal dække sig til for ikke at vække mænds begær unødigt med de risici, der angiveligt måtte være forbundet hermed, som de selv delvis implicit kan pålægges et (med)ansvar for.

Her ligger naturligvis også et implicit syn på mænd som værende ude af stand til at kontrollere deres dyriske begær, skulle de se hår (eller, for de mere hardcore varianter af tørklædet, antydningen af kvindelige former under tøjet).

Jeg er stor fan af både kæresteri, alkohol, førægteskabelig sex, og at kvinder ikke skal pålægges ansvar for mænds overgreb via deres tøjvalg. Derfor symboliserer tørklædet – igen: ikke altid, men ofte – at bæreren værdimæssigt befinder sig et stykke fra mig. Vi har to værdisæt, der er grundlæggende uforenelige på en lang række punkter. Det skyldes hverken fordomme eller racisme, men er udtryk for en uenighed om, hvad der er godt og skidt, rigtigt og forkert.

På samme vis ville jeg heller ikke bryde mig om symboler, der indikerede, at bæreren var tilhænger af Indre Mission, Scientology eller Jehovas Vidner, som også – ikke altid, men som oftest – indebærer, at man abonnerer på værdisæt og menneskesyn, som jeg finder store dele af usympatiske.

Netop fordi tørklædet i høj grad er en religiøst-ideologisk markør, har det da også været centralt i forskellige kampe mod det, man betragter som uhensigtsmæssig promovering af religion i skoler og på statslige arbejdspladser. Både i sekulære lande som Frankrig og endda også tidligere i Tyrkiet og Egypten, dengang de landes politiske ledelser var noget mere sekulært indstillerede end i dag. Det er ikke tilfældigt, at tørklædet stort set altid står centralt i den muslimske verdens interne konflikter mellem sekularisme og religion.

Jeg anerkender fuldt ud, at mange, som bærer tørklæde og har disse værdier, har Danmark som deres hjem, og har lige så meget ret til at være her, som mig. Men det betyder ikke, at denne værdikonflikt forsvinder, fordi man forsøger at italesætte den væk med de sædvanlige floskler om mangfoldighed og tolerance. Tværtimod.

Derfor er de gentagne forsøg på at bagatellisere debatten om tørklæder som blot 30 gram stof og kan løses med et gedigent skud tolerance, både misvisende og misforståede. Tørklædet er i høj grad, men ikke kun, et symptom på en reel konflikt og uenighed om, hvilke værdier der er ønskeværdige og bør nyde fremme.

Mikkel Andersson er journalist og debattør og kan følges på Facebook og Twitter.

2 kommentarer RSS

  1. Af Jakob Schmidt Rasmussen

    -

    I Danmark har man selvfølgelig ret til selv, at bestemme sin private påklædning.

    Det er evt. tvang, der er problemet, og det er som bekendt allerede forbudt, at tvinge nogen til, at gå med tørklæde, så det gælder om, at få loven anvendt, når det er relevant.

    Statslig lovfæstet tvang er efter min mening ikke løsningen på ulovlig, privat tvang; det er faktisk et større overgreb, hvis staten tvinger kvinder til at smide deres tørklæde, end hvis deres ægtemænd tvinger dem til at gå med tørklæde – hvilket allerede er forbudt!

    I Danmark har man selvfølgelig lov til selv at vælge sin private beklædning, det skal andre ikke diktere – hverken en fundamentalistisk ægtemand, eller staten…

  2. Af P Christensen

    -

    Hitlers dødbringende Zyklon B i udryddelseslejrene vejede næsten ingenting.
    En (iøvrigt hel ufarlig) Muhammedtegning er få gram papir.

    Vægt kan naturligvis i sådan sammenhæng aldrig blive et argument.

    Desværre har bl.a. venstrefløjen forlængst diskvalificeret sig selv som en troværdig
    aktør i kvindefrigørelses-debatten. Også hér har de gjort grundigt i reden.

Kommentarer er lukket.