Østeuropæerne nægter at deltage i EUs flygtningepolitiske farce

Af Mikkel Andersson 0

En række østeuropæiske lande, der samlet går under betegnelsen Visegrad-gruppen (Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet), er i fuld gang med at fjerne sig fra EUs vesteuropæiske kerne i forhold til flere værdispørgsmål, ikke mindst asylmigration.

Derfor har flere af landene afvist at deltage i EUs fordeling af 120.000 af de omtrent to millioner asylmigranter, der er kommet til Europa siden 2015.

Men da det for flere vesteuropæiske lande er utrolig vigtigt, at hele EU skal deltage i det store flygtningepolitiske eksperiment, der godt nok har været en dundrende og ekstremt dyr fiasko i alle lande, det har været afprøvet i, er der naturligvis blevet anlagt sag mod de opsætsige østeuropæiske lande.

Selvfølgelig blev udfaldet af EU-domstolens nylige kendelse, at Ungarn, Slovakiet og Polen, der har støttet de to førstnævnte lande i retten til at afvise kvoter, skal modtage kvoteflygtninge.

Ellers må EU blive rigtig bister, må man forstå. Og så kan landene risikere forskellige sanktioner, heriblandt bøder og på sigt måske også politiske tiltag som beskæring af EU-støtte til landene.

Skulle det lykkes EU at indføre sanktioner mod landene, er der ingen udsigt til, at hovedparten af landene vil acceptere kvotefordelte flygtninge.

Selvom både Polen og Ungarn er blandt de største modtagere af EU-støtte, og Polen er plastret til med broer, motorveje og byfornyelser, der er prydet af små EU-flag (en betingelse for støtten, antager jeg), er de absolut parate til at opgive den, hvis alternativet er at føre en flygtningepolitik som Vesteuropas.

I en polsk meningsmåling er der flertal for at afvise flygtninge, selvom det vil betyde bortfald af alle EU-midler eller sågar udmelding af EU, mens et næsten parodisk massivt flertal af de ungarere, der deltog i en afstemning om modtagelse af kvoteflygtninge, afviste dette. Tjekkiet har også meldt ud, at dommen ikke vil gøre nogen forskel i forhold til landets modstand mod kvoter og præsident Miloš Zeman har erklæret, at ”Hvis det værste skulle ske, ville det være bedre at undvære EU-subsidier end at åbne døren for migranter.”

EU kan påtvinge østeuropæerne nok så mange bøder og fratage enhver euro fra diverse strukturfonde, men flygtninge kommer landene næppe til at tage med de nuværende regeringer, som generelt står ganske stærkt.

Skulle det ske, vil beslutningen unægtelig efterlade de østeuropæiske lande fattigere, men også uden mange af de problemer med parallelsamfund, arbejdsløshed, kriminalitet og terror i kølvandet på asylmigration fra Mellemøsten og Nordafrika, som man i Østeuropa – helt korrekt – kan konstatere, har været en konsekvens af den politik, som Vesteuropa har ført de sidste omtrent 50 år.

Der er en grund til, at der er koranklodser i København, men ikke i Krakow.

Konsekvensen kan i sin absolut yderste konsekvens blive – og det ved Visegrad-landene – at kvotenægterne bliver smidt ud eller selv melder sig ud af EU. For selvom begejstringen for EU og særlig de mange penge herfra er betragtelig, er modstanden mod asylmigration det absolut også.

I et sådant scenario vil EU have mistet Storbritannien og de centrale lande i Østeuropa og vil igen være tilbage på Tyskland og Frankrig plus det løse, som tilfældet var før 1972.

Selvfølgelig vil kommissariatetvældet i Bruxelles vedblive med at hævde, at der kommer en god trylleløsning på asylmigrationen i morgen. Men det gør der næppe. For i forhold til asylmigrationen har EU vist sig noget bedre til at skabe problemer end til at løse dem.

EU har fejlet eklatant, hvad angår den manglende evne til at beskytte sine ydre grænser, og kransekagefiguren over dem alle, når det kommer til EUs asylpolitiske uduelighed, Angela Merkel, gjorde endda med fuldt overlæg situationen værre ved at udstede åbne invitationer om at komme til Europa.

I praksis vil EU sandsynligvis fortsætte med ineffektive og selvdestruktive projekter som kvotefordelingen kombineret med forsøg på at bestikke diverse klepto- og autokratiske despoter i Mellemøsten og Nordafrika til ikke at sende flygtninge og økonomiske migranter til EU.

At forgylde den stadig mere despotiske Erdogan har indtil videre virket i forhold til syriske flygtninge, men at bestikke sig fra at se problemerne i øjnene vil blive et stadig større sisyfosarbejde, efterhånden som Afrikas befolkning fordobles. Desuden vil den politik gøre EU stadig mere sårbart for afpresning fra aldeles tvivlsomme regimer, som aftalen med Erdogan var et eksempel på.

Store dele af EU lider stadig af den tvangstanke, at hvis folk formår at sætte foden på europæisk jord, skal de have helt særlige rettigheder, midler og privilegier, som ikke udstrækkes til andre, der kan være langt mere nødlidende, fattige og forfulgte. Man skal bruge store ressourcer på et mindretal af verdens flygtninge, de relativt stærkeste, der har penge og kræfter til at rejse gennem seks-syv sikre lande. Det er bl.a. den incitamentstruktur, der har forvandlet Middelhavet til en grav for tusinder.

For indeværende er asylstrømmene over Middelhavet blevet reduceret markant på grund af Erdogan-aftalen og er af samme grund flyttet fra Tyrkiet-Grækenland til Libyen-Italien, og holder tallene for i år vil der komme under 200.000 i modsætning til mere end en million i 2015.

Måske holder det lave niveau, men i forhold til befolkningsudviklingen udvikling i Afrika (hvorfra flertallet af asylmigranter, der drager over middelhavet nu kommer), som også demograf og professor Poul Christian Matthiessen har peget på her i Berlingske, er det næppe noget, man skal regne med.

Hvis man igen ser en markant stigning som den i 2015, vil det kun være et spørgsmål om tid, før det nuværende system kollapser. Og mon ikke både befolkninger og regeringer i Tjekkiet, Ungarn og Polen vil prise sig lykkelige over at have holdt sig fra at deltage i det stadig mere surrealistiske eksperiment, som vesteuropæerne i nogle årtier og med stadig mindre succes har kastet sig ud i.

Selvom der er rigeligt at kritisere ved både Fidesz’ Ungarn og Lov og Orden-partiets Polen, der har indført en række tvivlsomme tiltag mod civilsamfund, medier, NGO’er og domstole, så repræsenterer begge en nødvendig og principfast modstand mod en defekt EU-dikteret flygtningepolitik, som de har massiv folkelig opbakning til at modsætte sig.

Her kan man så håbe, at danske politikere også får modet til at sætte sig op mod meningsløse overstatslige forordninger og konventioner, der for længst har udspillet deres rolle.



Mikkel Andersson er journalist og debattør og kan følges på Facebook og Twitter.

Kommentarer er lukket.