Assimilation – en umulig drøm

Af Mikkel Andersson 0

Forleden slog en af de sidste dages hellige i indvandringsdebatten, den tidligere svært EU- og indvandringsbegejstrede professor, Uffe Østergård, til lyd for, at man i stedet for integration skulle satse på assimilation af indvandrere, og han er også efterfølgende blevet bakket op i synspunktet af de Konservatives Naser Khader.

Både Khader og Østergård fremhæver de danske jøder som en gruppe, der i praksis er blevet assimileret, og hvis man med assimilation forstår, at en indvandrergruppe overtager langt hovedparten af de værdier og adfærdsmønstre, der bredt betragtet er fremherskende i det majoritetsdanske samfund, og som Østergård også bemærkede, ofte bliver associeret med den lutheranske kristendom, uanset om man tror på den eller ej, vil det da unægtelig også være en god ide.

For de værdier, som Khader og særlig Østergård fremhæver, at et land som Danmark er bygget på i forhold til villighed til at bidrage til fællesskabet via skat, respekt for individet samt en protestantisk arbejdsmoral, er i høj grad dem, der har skabt de mest succesfulde samfund – målt på velstand og respekt for individet – i verdenshistorien.

De samfund ligger stort set alle i Nordamerika, Australien og New Zealand samt Europa, dog med Japan og Sydkorea som undtagelser, hvor kristendommen aldrig har været en majoritetsreligion.
Hvis frihed for det enkelte individ, retten til at påvirke den regering, man lever under, og velstand er de parametre, man definerer samfundsmæssig succes ud fra – og det gør jeg – er der ingen tvivl om, at de samfund har fundet den bedste opskrift, i hvert fald indtil videre.

Når det er sagt, er det let at drømme om assimilation. Men erfaringen viser, at det er langt sværere at få drømmen realiseret i forhold til de indvandrergrupper, der er kommet til Europa over de sidste 40-50 år. Her har selv integration vist sig overordentlig svær. Det er reelt ikke lykkedes i nogen af de europæiske lande, der har kastet sig ud i eksperimentet med masseindvandring fra Nordafrika og Mellemøsten, at få disse grupper hverken integreret eller assimileret for en ganske stor dels vedkommende.

Så selvom Khader, Østergård og undertegnede sagtens kan blive enige om, at respekt for statens magt bør gå forud klanens eller den etniske gruppes, at individets rettigheder bør stå over familiens ære og demokratiet gå forud for religion, er der efter alt at dømme en del indvandrere i Danmark, der prioriterer anderledes på en række områder.

Ikke fordi de er onde eller dumme, men fordi de faktisk bedre kan lide de værdier, som de har med sig. Og i praksis synes der ikke at være nogen lande, som har fundet en opskrift på at få overbevist store dele af disse indvandrerbefolkninger om, at de traditionelle europæiske værdier er bedre end dem, de har med sig.

Så længe det ikke er sket, vil enhver drøm om assimilation ikke være andet end det. En drøm. Desværre.

Kommentarer er lukket.