De liberale partier står bag de største ytringsfriheds-indskrænkninger i nyere tid

Af Mikkel Andersson 0

Der er noget tilfredsstillende ved et forbud mod burka, hvis man, som jeg, generelt er kritisk over for islam, som den praktiseres i almindelighed og blandt de mere fundamentalistiske i særdeleshed. Som jeg tidligere har skrevet, så er det muslimske tørklæde som oftest udtryk for værdier, der er i direkte modstrid med en række af dem, som man typiske sætter højt i det danske samfund, selvom forstemmende mange på venstrefløjen leger en sær leg, der går ud på at reducere det til 30 gram stof og en farverig etnisk mangfoldighedsindikator.

Også fordi der faktisk er en belejligt formalistisk linje, man kan forsvare forbuddet ud fra, hvis man vil. Danmark har allerede et maskeringsforbud, straffelovens § 134, i forbindelse med demonstrationer (en glimrende idé, særlig hvis politiet konsekvent håndhævede det, hvilket man desværre meget sjældent gør i praksis), som så “blot” kan udbredes til resten af det offentlige rum. Og så gælder det alle, kan man sige.

Men uanset hvor meget jeg gerne ser islams indflydelse strækket, så er burkaforbuddet en indskrænkning i ytringsfriheden, og forklaringen med at det er et generelt maskeringsforbud netop ren formalisme.

Enhver, der har fulgt debatten om det forbud, der ser ud til at blive indført, ved, at det naturligvis er rettet specifikt mod bærere af ansigtsdækkende islamiske slør. Vi kommer nok til at se en masse Venstre-folk gøre sjove retoriske krumspring for at forklare, at det skam altid var meningen at indføre et generelt forbud, selvom debatten forinden kun handlede om burkaer. Et diskriminerende indgreb mod kun én religiøs gruppe ville nemlig støde imod vores grundlov.

Forbuddet er en indskrænkning af både ytringsfriheden og den personlige frihed. En person vælger at bære burka eller niqab netop fordi, tøjet siger noget om vedkommendes religion. Hvis man forbød t-shirts med hammer og segl eller hagekors, ville alle anerkende det som en indlysende indskrænkning af ytringsfriheden. Pointen med indgrebet er at forhindre nogen i at give udtryk for deres religiøsitet i det offentlige rum. At forsøge at tale sig uden om, at man med maskeringsforbuddet de facto indskrænker ytringsfriheden, er plat sofisteri.

Det er det letteste i verden at give den som den pragmatiske politiker med olie fra samfundets maskinrum langt op ad begge arme. Sådan en, der kan forklare lidt om, hvordan alle de der luftige liberale principper er vildt verdensfjerne.

Det er de ikke. Danmark har formået at forsvare ytringsfriheden over for markant større trusler end den, som burkaklædte kvinder udgør. Man har tilladt kommunistiske og Sovjet-loyale partier og aviser, mens lande i Warszawa-pagten havde kernevåben rettet mod København. Medmindre man lidt af akut proportionsløshed, er der intet scenarie, hvor DKP og dets allierede anno 1980 var en mindre trussel mod landets demokratiske fundament end 300+ niqab- og burkabærende kvinder anno 2017.

Det offentlige rum tilhører alle, og selvom Danmark er et bekymrende statsbegejstret land, er det offentlige rum ikke – eller bør ikke være – statens ejendom. Vi bør tolerere, at mænd og kvinder vælger at gå i meget eller lidt tøj (ja, jeg vil også af med blufærdighedslovgivningen; dine halsmuskler er indrettet på en så sindrig måde, at hvis en nøgen m/k går forbi, kan du dreje hovedet i den modsatte retning og dermed fæstne dit blik på noget andet).

Omfanget af kvinder, der går med burka eller niqab, er ret begrænset og løsningen altså i modstrid med grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder. Derfor virker det så meget desto mere bizart, at man vælger at slå ned her.

For der er voldsomt store islam- og integrationsrelaterede problemer, som man sagtens kan gribe ind overfor uden at kompromittere grundlæggende rettigheder, særlig den ytringsfrihed, som ikke mindst borgerlige har brugt de sidste 12 år på at hylde ved enhver given lejlighed.

Mest oplagt kan man indføre det stop for spontan asyl samt familiesammenføring, som efterhånden alle ved er nødvendigt, men ingen tør gennemføre. Danmark har store problemer, og så længe asylmigrationen fortsætter, vokser de kun. At regeringen så kan lege, at den har gjort en stuur stuur indsats, fordi Angela Merkel har bestukket den stadig mere autoritære sultan Erdogan i Istanbul til at sætte en prop i flygtningestrømmen over Ægæerhavet, er svært at tage alvorligt og sandsynligvis kun en stakket frist.

Derudover beretter stort set alle kilder, som fortæller om livet i både den meget og lidt religiøse ghetto-underklasse, uanset om det er Yahya Hassan, Ahmad Mahmoud eller Ahmed Akkari, om svimlende social svindel med alt fra børnepenge til SU samt misbrug af dansk friskole- og foreningslovgivning, der ender med at finansiere latterligt reaktionære moskéer og religiøse friskoler. Her er det tvingende nødvendigt, at det danske samfund eliminerer muligheden for at leve i subkulturelle lommer præget af svindel med overførselsindkomster og holder op med at finansiere foreninger og skoler, der er båret af værdier, som er i lodret modstrid med grundlæggende principper om sekularisme, respekt for individet, ligestilling, seksuel frigørelse, lighed for loven osv.

Meget tyder på, at der her er behov for en massiv koordineret indsats, der overstiger det, som kommunerne har magtet hidtil. Det bør ikke gå én krone til skoler, der underviser i eller billiger reaktionære kønsopfattelser eller har sympati for religiøs lovgivning, antidarwinisme og lignende. Skulle der ryge en indremissionsk efterskole på samme konto, så nå ja.

De områder, hvor det faktisk er muligt at gøre en markant forskel i forhold til kulturen i ghettounderklassen og at forhindre islamisering af fremtidige generationer, bliver i vid udstrækning ignoreret til fordel for symbolpolitiske indgreb, der både indskrænker basale rettigheder, og hvis effekt er både tvivlsom og marginal.

Den forstemmende bundlinje er, at de liberale partier i Folketinget – til trods for afskaffelsen af den idiotiske blasfemiparagraf – med burkaforbuddet og den såkaldte imamlov står bag de største indskrænkninger i ytringsfriheden i nyere tid.



Mikkel Andersson er journalist og debattør og kan følges på Facebook og Twitter.

Kommentarer er lukket.