Alle muslimer har et medansvar for terror og kriminalitet

Af Mikkel Andersson 0

Hov, kom jeg til at skrive muslimer og terror i overskriften? Undskyld. Det var en fejl. Det, jeg mente, var naturligvis, at alle mænd bærer et medansvar for seksuelle overgreb.

De fleste ville ganske rimeligt anse det for absurd generaliserende og sågar racistisk at hævde, at alle muslimer fra Naser Khader til Sherin Khankan skulle bære et medansvar for terror, som de langt fleste muslimer ikke begår og i øvrigt tager afstand fra.

Påstanden om, at alle mænd er medskyldige i overgreb eller er potentielle overgrebsmænd, er derimod en progressiv ytring, man snildt kan finde hos flere af venstrefløjens fortalere for den identitetspolitiske feminisme.

Eksempelvis skrev feminist og folketingskandidat for Alternativet Henrik Marstal for nogen tid siden i Politiken: ”… som følge af traditionen har alle mænd – og ikke blot nogle – et medansvar for deres kønsfællers uvaner”.

Intet mindre. Alle mænd har, ifølge Marstal, et medansvar for uacceptabel adfærd begået af deres kønsfæller, uanset om de tager afstand fra krænkende adfærd, bekæmper sådan og aldrig har begået overgreb.

Nu tænker du, kære læser, der måske har opdaget en sart undertone af ironi i ovenstående, nok: ”Ja ja Mikkel, men Herregud. Henrik Marstal er jo feminismens svar på David Trads. Så sære ting mener ingen andre vel?

Desværre, jo. Hvis man gider trawle nettets radikalfeministiske fora igennem, er det tydeligt, at idéen, om alle mænd bærer et medansvar og et potentiale for overgreb i sig, er ganske gængs.

Det blev fint eksemplificeret i gårsdagens Politiken, hvor kønsdebattør Katrine Blauenfeldt skriver, at: ”… inde i alle mænd er der et potentiale for vold og skadelig adfærd, fordi dette er blevet normaliseret gennem vores patriarkalske samfund”.

Hun fortsætter med at forklare, at selv hvis man som mand ikke begår nogen overgreb, gør det mandlige køn alligevel en til ”passiv deltager i patriarkatets forsøg på at holde kvinder nede”. Altså er man som mand alene i kraft af sit køn indirekte medansvarlig i overgreb på kvinder.

Det er en banal konstatering, at alle mennesker rummer et potentiale for skadelig adfærd, ligesom der ikke er antydningen af tvivl om, at mænd som gruppe er massivt overrepræsenteret i forhold til seksuelle krænkelser og overgreb.

Men man skal være temmelig påpasselig med at tilskrive alle medlemmer af en gruppe kollektiv skyld og ansvar på baggrund af en overrepræsentation, hvilket den ironiske overskrift på dette indlæg indikerer.

Endvidere er det absurd at hævde, at der i alle mænd er ”et potentiale for vold og skadelig adfærd” på grund af en patriarkalsk ”normalisering”, når man ser nærmere på, hvordan indbyggere og lovgivere i dette ”patriarkat” faktisk ser på spørgsmålet om seksuelle krænkelser.

Hvis man definerer Danmark anno 2017 som et patriarkat, er et patriarkat altså et samfund, der ikke ”normaliserer”, men som kriminaliserer netop den adfærd, som Blauenfeldt taler om. I øvrigt via forbud, som historisk set er stemt igennem af folketingsflertal med en overvægt af mænd, der ellers måtte antages om nogen at have været en del af patriarkatet.

Derudover er seksuelle overgreb og krænkelser af den type, som #metoo-kampagnen sætter fokus på, socialt stigmatiseret i det danske, angiveligt patriarkalske, samfund. Hvis de overgreb, Blauenfeldt taler om, var ”normaliserede”, ville fortællingerne om dem hverken være blevet mødt med overraskelse eller chok.

De ville være blevet mødt med et skuldertræk, fordi der netop var tale om ”normal” og alment accepteret adfærd. Indlysende nok for enhver, der har fulgt kampagnen, har reaktionen været den stik modsatte: Næsten universel afstandtagen og fordømmelse.

Metoo-kampagnen sætter skarpt og nødvendigt fokus på, at der eksisterer miljøer, hvor krænkende adfærd enten tolereres eller forties, hvor frygt og ligegyldighed hersker, og hvor mange ved, at folks grænser bliver overtrådt, men holder kæft alligevel. Og at det for mange kan være forbundet med både personlige og karrieremæssige risici og/eller aldeles uretmæssig skam at stå frem.

Men jeg har en mistanke om, at det ideologiske forsøg på at gøre kampagnen til et symptom på, at halvdelen af befolkningen er medansvarlige for overgreb eller potentielle krænkere alene qua deres køn, vil vise sig kontraproduktivt og fremmedgøre en masse både mænd og kvinder i denne debat.

Ikke mindst fordi den opfattelse stort set altid kobles til et implicit krav om, at mænd blot skal ”holde kæft” og ”lytte”, hvilket er identitetspolitisk newspeak for at give repræsentanterne for denne ideologi ret. Et synspunkt, der ville svare til, at kvinder skulle klappe i, når talen faldt på hjemløshed, bandekrig eller vold i nattelivet, fordi det i altovervejende grad er ”mandefænomener”

Mit gæt er, at en del, der tager afstand fra overgreb, og som gerne vil være solidariske med dem, der oplever sådanne, vil finde det temmelig bizart at blive udskreget som medansvarlige for noget, de ikke har gjort, og opfatte fortalerne for at tilskrive alle kønsbaseret arvesynd og kollektivt ansvar som præcis lige så rabiate, faktuelt udfordrede og ideologisk forblændede som de, der hævder, at alle muslimer er medansvarlige for islamistisk terror.

Og det vil naturligvis være fuldstændig korrekt.



Mikkel Andersson er journalist og debattør og kan følges på Facebook og Twitter.

Kommentarer er lukket.