Rejsen til 1987

Af Mikkel Andersson 0

Lad os lege en leg, kære læser. Lad os sige, at du havde en tidsmaskine, og at du – efter at have rejst en uge frem i tiden for at tjekke næste lørdags lottotal – rejste tre årtier tilbage i tiden til 1987. Her skulle du redegøre for, hvad konsekvenserne af den asylmigration, der da kun havde få år på bagen, ville være tre årtier senere.

Du ville blandt andet skulle redegøre for, at der i 2017 var næsten daglige bandeskyderier og drab i København. At ytringsfriheden i forhold til religionssatire over islam var markant indskrænket efter drabsforsøg på tegnere og terrorangreb, og at veje i alle større byer var blokeret af terrorspærrende betonklodser.  At den jødiske skole og synagoge var under hhv. politi- og militærbevogtning, mens en lang række muslimske friskoler prækede fundamentalisme, terrorstøtte, antisemitisme eller ulighed mellem kønnene i forskellige grader. At kvarterer i landets største byer reelt fungerede som parallelsamfund, hvor autoriteten i større grad lå hos imamer og bander end hos myndighederne, mens kriminaliteten blandt indvandrernes børn født i Danmark i øvrigt var markant højere end hos deres forældre.

Selvfølgelig ville du ikke være blevet troet, for den slags vidste stort set alle i 1987 naturligvis ville være fuldstændig umuligt 30 år senere. Kendskab giver som bekendt venskab, og fremmede er jo blot venner, man ikke har mødt endnu.

Naturligvis var der allerede dengang problemer, som enkelte socialdemokratiske borgmestre også dristede sig til at påpege. Men den brede konsensus var, at med en god integrationsindsats og masser af imødekommenhed og hjerterum ville de blive overkommet. Derefter ville alle nytilkomne naturligvis erfare, at tolerance og frisind var vejen frem og gradvis overtage de berømmede danske demokratiske idealer og sindelag og blot tilføje samfundet lidt etnisk kolorit.

Og enhver – tidsrejsende eller ej – der dristede sig til at antyde andet, var en formørket og utvivlsomt semiracistisk dommedagsprædikant, der sikkert stemte på Fremskridtspartiets Pia Kjærsgaard, der Gud ske lov var uden for al reel politisk indflydelse, og som utvivlsomt ville være det for tid og evighed.

I dag er alt heldigvis helt anderledes. I dag ved de fleste, at der er problemer forbundet med asylmigrationen. Selvom mange nytilkomne og deres børn er både aldeles lovlydige og produktive samfundsborgere, så er det alment anerkendt, at der er en del udfordringer.

Men på den anden side er de vel ikke større end, at de kan løses med en behjertet integrationsindsats, masser af imødekommenhed og en rigtig god tone i debatten – og måske en bandepakke, der er endnu bedre end de 117 foregående.

Derfor ville det også være fuldstændig absurd, hvis man i dag skulle tro på det, hvis en eller anden semiformørket dommedagsprædikant i en tidsmaskine fra 2047 fortalte, at det hele såmænd kunne blive meget værre.

 

Mikkel Andersson er journalist og debattør og kan følges på Facebook og Twitter.

Kommentarer er lukket.