Uden for lands lov og ret

Af Mikkel Andersson 0

For et par måneder siden kom Nye Borgerliges partiformand Pernille Vermund i strid modvind for at erklære, at Nørrebro var tabt, hvilket også afstedkom rigelige kommentarer om, hvor absurd en sådan påstand dog var. Jeg har imidlertid en mistanke om, at de let svedne grin hos de mange, der latterliggjorde hendes udmelding, måske er ved at falme, måske bare en lille smule.

Nørrebro er selvfølgelig ikke tabt i traditionel nationalstatslig forstand som Skåne eller Sydslesvig. Man kan sagtens komme dertil med 5C, uden at bevæge sig over grænser. Og man kan sagtens gå en tur ned ad Blågårdsgade uden at få en kugle i hovedet. Medmindre selvfølgelig, man kommer fra den forkerte bandefraktion. I så fald er risikoen nok lidt større.

Spørgsmålet er i højere grad, hvorvidt Nørrebro er ved at bevæge sig udenfor det, man med et gammelt udtryk kalder lands lov og ret.

Selvfølgelig kan man som almindelig hipsterpæredansk stadig bo i sin forældrekøbslejlighed og have det rigtig dejligt mangfoldigt uden at blive belemret af andet end måske et larmende fly, nogle høje brag fra tid til anden samt måske nogle ubehageligheder, hvis man er en yngre mand, der skulle formaste sig til at tage en hættetøje eller andet mørkt tøj på. Det kan man sikkert leve med.

Kvarteret synes imidlertid i stadig højere grad at være præget af et etnisk parallelsamfund med kulturer og autoriteter, der har meget begrænset berøring med resten af samfundet, og som heller ikke har megen respekt for myndighederne.

Selvom parallelsamfundene i høj grad har størst konsekvenser, for dem, der lever i dem, så har udviklingen dog også konsekvenser for mange andre. At banderne i nogle tilfælde de-facto repræsenterer autoriteten på gaderne i højere grad end politiet står stadig mere klart, også for nogle af dem, der ikke er en del af parallelsamfundene. Skuespiller og forfatter Hassan Preisler skrev forleden på Facebook om, hvordan det ser ud fra hans lejlighed i en stille sidegade på Nørrebro.

På hjørnet står LTF. Nej, ikke kun på hjørnet. De er over alt. I gaderne går de rundt i uniformerede klynger og spejder. De har overtaget kiosken og indtaget caféerne. De har brudt samtlige låger op til vores baggård og ødelagt lamperne i portene. De bruger gården til alt muligt: Ryger, holder møder, gemmer ting og sager. Politiet er her, når de kan være her. Men det virker formålsløst.

Den forældreforhandlede våbenhvile i bandekrigen, der for nylig blev annonceret, er endnu et symptom på en udvikling, hvor Nørrebro langsomt fjerner sig fra resten af samfundet. Ikke geografisk men juridisk og kulturelt.

Tag ikke fejl, jeg har ikke noget at udsætte på de forældre, der har forhandlet våbenhvilen på plads, de har formodentlig gjort hvad de kunne. Men at det er slægtninge og ikke myndighederne, der er i stand til – eller i hvert fald forventes at kunne – sikre ro i gaderne, er ikke desto mindre en skræmmende udvikling.

Forskellen på et rets- og et klansamfund består i, at retfærdigheden ikke afhænger af familiebånd, men af upartiske myndigheders evne til at sikre lighed for loven. Og hvis våbenhvilen bliver et eksempel på, at familiebånd kan gøre det, som myndighederne ikke kan, så er det gode spørgsmål naturligvis hvem, det er mest oplagt at gå til næste gang, der opstår problemer af forskellig karakter, eller man gerne vil have sat en stopper for anden ulovlig adfærd.

At aftalen endvidere blev indgået i en moske, gør det heller ikke mere betryggende, eftersom en del muslimske gejstlige i Danmark har givet udtryk for normer, der på en række områder er ganske afvigende fra majoritetssamfundets. Hvordan flere her gerne ville fungere som parallelle de-facto dommere i eksempelvis ægteskabssager så man fint demonstreret i Moskeerne bag sløret. Oveni kommer så den udbredte sociale kontrol, der i høj grad også praktiseres internt både i netop familier såvel som indenfor den større etniske gruppering, som Ahmad Mahmoud, Geeti Amiri, Yahya Hassan, Ahmed Akkari og mange andre har berettet om. At der desuden synes at være en udbredt modvilje mod at tale med eksempelvis politiet, selv i forhold til ekstremt grov kriminalitet, er også et problem, der faciliteter, at alternative autoriteter kan slå rod.

Igen, det er en vigtig og central pointe, at langt de fleste i parallelsamfundene sandsynligvis er præcis lige så trætte af skyderier, som alle andre københavnere, og jeg tror ikke at sympati for banderne er udbredt blandt hverken imamer eller forældre. Men kombinationen af familiebånd og religiøse som alternative garanter for borgernes sikkerhed er ikke desto mindre temmelig foruroligende. I den aktuelle situation har man reelt oplevet, at dybt kriminelle bander har indvilget i at respektere imamer og familiemedlemmers autoritet mere end samfundets. Selvom udfaldet – at skyderierne stopper – er godt, så er det svært at udlægge som symptomatisk for en overordnet positiv udvikling.

Flere har fremhævet, at fredsaftalen i den store nordiske rockerkrig blev forhandlet med advokat Thorkild Høyer som mellemmand. Men det er ret beset et uheldigt fortilfælde at fremhæve, for rockerne er netop eksemplet på et parallelsamfund, der er præget af massiv kriminalitet og normer, der er stærkt afvigende fra majoritetssamfundets og som kompromisløst insisterer på at leve efter egne, ikke samfundets, regler. Heller ikke i den forbindelse lykkedes det for myndighederne, at manifestere sig som garant for freden i gaderne. Den afhang derimod af kriminelles velvilje og en mellemmand, der nød selvsamme kriminelles tillid. Det er meget muligt, at det – også i denne situation – var det mindst ringe, men det gør det absolut ikke et forbillede. Det er tværtimod et skræmmeeksempel.

Mikkel Andersson er journalist og debattør og kan følges på Facebook og Twitter.

Kommentarer er lukket.