Nej, Danmark skal ikke modtage kvoteflygtninge

Af Mikkel Andersson 0

I 2017 er der via asyl og familiesammenføring kommet knap 9000 til Danmark per 31. oktober 2017, hovedparten fra ikke-vestlige lande og relateret til flygtningestrømme. Det er ikke urealistisk at antage, at tallet bliver over 10.000 ved årets udgang. Dermed har Danmark modtaget tyve gange så mange mennesker som de 500 kvoteflygtninge, der fylder så meget i den offentlige debat.

De 10.000 kommer oven i hundredetusinder af flygtninge, familiesammenførte og efterkommere, der allerede er i landet. En stor del lever uproblematisk i Danmark, men en anden stor del gør desværre ikke, som Danmarks Statistiks rapport ”Indvandrere i Danmark 2017” dokumenterer. Jo flere indvandrere Danmark modtager, jo større vil allerede store problemer blive. Det er simpelt. Asylmigration medfører en række problemer, som vokser med antallet, og da vi ikke har en fungerende integrationspolitik, vil en række problemer og omkostninger konstant blive større.

Danmarks muligheder for at kontrollere antallet af asylansøgere er begrænsede. Enhver, der sætter fod på dansk jord, skal have sin asylansøgning behandlet, og en del vil også få ret til asyl herefter. Det kan – eller rettere vil – Danmarks regering ikke gøre op med, selvom jeg tror, at langt de fleste, i hvert fald i regeringen og forhåbentlig også socialdemokratiet, ved, at det er det eneste meningsfulde at gøre.

Kvoteflygtningesystemet kan derimod reguleres politisk, og det bliver det så.

Der er ingen tvivl om, at mange af kvoteflygtningene er svagere og har mere behov for hjælp end en stor del af de relativt stærke flygtninge, der har haft kræfter og penge til at rejse tusinder af kilometer gennem typisk 7-8 sikre lande til Danmark. Men det er altså dem og deres familier, som der ikke desto mindre kommer tyve gange flere af end antallet af planlagte kvoteflygtninge.

De danske politikere har nemlig valgt, at de ikke vil sætte en stopper for den type flygtninge, primært af frygt for forældede konventioner og repressalier fra et Tyskland, hvis ansvarløshed i asylpolitikken på både egne og Europas vegne over de seneste par år, har været rystende.

Hvis man antog, at Danmark slet ikke modtog spontane asylansøgere eller familieførte – og det mener jeg, at Danmark bør holde op med så hurtigt som muligt – kunne man helt sikkert argumentere for, at 500 ville være et overskueligt tal.

Den argumentation ville jeg være lydhør over for. Hvis altså de selvsamme, der ønsker modtagelse af 500 kvoteflygtninge, var villige til at lukke for den spontane asylmigration og familiesammensføringsindvandring, som Danmark kun i begrænset omfang kan kontrollere.
Det tvivler jeg dog stærkt på, at mange af dem, der ønsker fortsat tilstrømning af kvoteflygtninge er villige til.

Desuden siger mange, at kvotesystemet i den bedste af alle verdener ville være den optimale løsning, hvilket heller ikke passer. Hvis man er interesseret i at hjælpe flest mulige ud af klodens 60+ millioner flygtninge, så findes det næppe noget scenarie, hvor man ikke ville kunne hjælpe langt flere, også af de svageste, i nærområderne end ved at modtage et meget lille antal i Danmark. Hver eneste, der kommer til Danmark, vil optage ressourcer, der kunne have hjulpet langt flere lokalt. Penge kan kun bruges én gang, uanset hvor kynisk den konstatering end måtte forekomme. Det er muligt, at man føler sig mere humanistisk ved at hjælpe et meget lille antal meget dyrt i Danmark i stedet for et langt større antal for langt mindre, men det har intet med virkeligheden at gøre.

Røde Kors havde på et tidspunkt et program på deres hjemmeside, hvor man kunne hjælpe en syrisk familie gennem vinteren for omkring 900 kroner. For indeværende kan man på Røde Kors’ hjemmeside give mad til fem børn i en måned for 200 kroner. Til sammenligning kostede en enkelt asylansøger i Danmark pr. 2015 et stykke over 200.000 kroner det første år.

Hvis andre lande ønsker at hjælpe relativt få ret dyrt via kvotesystemet samtidig med de modtager spontane asylansøgere og dermed at eksperimentere videre med at forværre deres omfattende integrationsproblemer i håb om at finde den sagnomspundne integrationsmodel, der ikke fører til massive øgede udgifter til overførselsindkomster, en massiv overrepræsentation ift. kriminalitet, omfattende arbejdsløshed blandt indvandrerne, opbyning af parallelsamfund samt øget religiøs ekstremisme og terrorrisiko, så fint for dem.

Det eksperiment mener jeg ikke, at Danmark skal kaste sig ud i.  Det er blevet forsøgt over de sidste 40 år og har overordnet vist sig spektakulært mislykket.

Kommentarer er lukket.