Sprogpedanter uden sprogforståelse

Af Mikkel Andersson 0

Susanne Staun er en ofte virkelig sjov og sprogligt veloplagt skribent, og så er hun herlig, når det kommer til sprogrevselse, fordi hendes position som det danske sprogs kompromisløse forsvarer og bevarer er dejligt meningsløs.

Tag eksempelvis klummen: “Det er forbudt at stjæle. Det er forbudt at sige toge!“, hvor Staun slår til lyd for, at Dansk Sprognævn ikke blot skal beskrive sproget, men agere sprogpoliti, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert dansk.

Her erklærer Staun frejdigt, at “sproglige fejl, der er et resultat af mangelfuld folkeskoleundervisning og dovne, uvidende eller vildfarne forældre, er simpelthen bare ikke udvikling.

Men sjovt nok er den opfattelse lige præcis sådan en slags folkelig “sund fornuft”-holdning, af den type som Staun ellers kritiserer. Et udsagn, der afslører en banal mangel på forståelse for det sprog, man angiveligt gerne vil bevare, og som måske er fundet i det “det store folkelige klicheskab, der er bekvemt placeret lige ved siden af bøvseskabet“, som Staun også kritiserer.

Det er nemlig præcis det, som Staun kalder “sproglige fejl”, der gør at sprog forandrer sig. For med tiden holder de op med at være fejl og bliver til en selvfølgelig del af det sprog, som folk som Staun nu elsker, og som hun nu så indædt vil beskytte mod yderligere forandring af den slags, der har skabt det.

Lad os tage et eksempel. Herunder er fortalen til noget af det mest danske, vi kan finde: Jyske Lov fra 1241.

Mæth logh scal land byggæs . æn wildæ hwær man oruæs at sit eghæt, oc late men nʉtæ iafnæth. tha thʉrftæ men ekki logh with. æn ængi logh ær æm goth at fʉllughæ sum sanænd. æn hwaræ sum mæn æuær um sanænd. thæræ scal logh letæ hwilt sannænd ær

Det var originalen.

Herunder er en oversættelse af samme sætning til nudansk:

Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden.

Forskellene på de to eksempler – og der er, som de fleste kan se, temmelig mange – skyldes i al væsentlighed det, som forskellige tiders Susanne Staun’er ville kalde “sproglige fejl”.

Det sprog, som Susanne Staun i i dag helligholder, og som sprogpolitiet for tid og evighed skal beskytte mod fejl, er skabt af fejl, og forestillingen om, at der findes en sproglig udvikling, der er uafhængig af sådanne fejl, er fundamentalt misforstået.

Det er ikke på noget tidspunkt blevet besluttet, at nu skal danskerne sige “tvivle” i stedet for “æve”, for nu at tage en variant af et af ordene i den oprindelige Jyske Lov. Det er bare sket, fordi en masse mennesker gjorde det.

Alle, som syntes, at “æve” var et dejligt ord, som havde tjent dem vel i manne, manne år, var sandsynligvis lige så harmdirrende over den udvikling, som Staun i dag er over, at nogen kan finde på at sige “toge” i flertal eller – oh rædsel af rædsler – “et hamster”.

Vil Staun, som en sand og konsistent sprogpedant, kaste sig ind i kampen for, at man siger “æve” i stedet for “tvivle”, eller kræve, at “nøjes” bliver erstattet med “orves“, fordi det nu engang var korrekt dansk i 1200-tallet?

Selvfølgelig ikke.

Sprogpedanter er nemlig ikke kun pedantiske. De er som regel også ahistoriske. For dem starter sproghistorien sådan cirka ved deres fødsel, og det sprog, de vil bevare, er som regel det, der blev talt, indtil de var omkring 20. Derefter gik verden – og sprogudviklingen – nemlig helt af lava.

Det fine ved sprogpedanteri er imidlertid, at det set i bakspejlet altid ender med at stå helt klart, hvor pedantisk det egentlig er. Hvis nogen i dag sagde, at ordet “lemfældig” altså rettelig burde betyde omhyggelig i stedet for sjusket, fordi det faktisk havde den betydning indtil et stykke op i det 20. århundrede, ville de fleste ryste overbærende på hovedet og tænke, at det sørme da var en underlig ting at gå op i.

På samme måde vil folk om 30-40 år sikkert more sig over, at nogle i ramme alvor opponerede mod, at flertalsformen af “tog” fik et e på, som en del andre danske substantiver i flertal. Forudsat der stadig findes tog til den tid, forstås.

Hvis en hamster om 40 år hedder “et hamster”, bliver det endnu et af utallige eksempler på, at sproget ændrer sig på pudsige måder. Præcis som det har gjort siden Jyske Lov og længe, længe før.

Det ved Dansk Sprognævn – i modsætning til Susanne Staun – udmærket. De ved også, at dansk nok skal klare sig glimrende, selvom en hamster skulle blive til et og tog i flertal hedde toge, ligesom det klarede sig, da man holdt op med at bruge lemfældig i betydningen sjusket eller sagde “nøjes” i stedet for “orves”.

Kommentarer er lukket.