Kan man nedrive sig til integration?

Af Mikkel Andersson 0

I Danmark er store dele af de udsatte boligområder, som de fleste i daglig tale kalder ghettoer, betonbyggeri fra sidst i 60’erne og først i 70’erne, der er placeret i de større byers periferi. De byggerier er ofte spektakulært grimme og noget af det mest menneskefjendske, som nyere dansk arkitekturhistorie har at byde på.

Selvom man ikke skal underkende, at mange af lejlighederne indvendig faktisk er ganske udmærkede, er der måske ikke nogen voldsom grund til gråd og tænders gnidsel over statsminister Lars Løkke Rasmussens udmelding om, at han gerne ser flere af dem jævnet med jorden.

I sin nytårstale erklærede han:

Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder. Andre steder ved at tage en klar styring af, hvem der flytter ind.

Problemet er mere den bagvedliggende ide, om at en fjernelse af disse byggerier for alvor vil ændre ved den radikalt fejlslagne integration, som det er statsministerens erklærede intention at gøre op med.

Der bor mere end 50.000 mennesker i de 20+ udsatte boligområder i Danmark, og hvor er det egentlig, at man forestille sig, at alle de mennesker, der vil miste deres boliger, skal “spredes til” – og hvorfor er antagelsen, at problemerne ikke flytter med?

Selvom mange uden tvivl bor i de udsatte boligområder, fordi de gerne vil være nær folk med samme kulturelle og religiøse baggrund, så er en anden forklaring utvivlsomt også, at de områder, man kalder ghettoer, typisk har de laveste huslejer pr. kvadratmeter (i hvert fald i nær de større byer, men mere om det senere), som det er til at betale på overførselsindkomster, hvilket er alt, hvad en ganske stor del af indbyggerne har til rådighed.

Medmindre man også antager, at det samtidig med en nedrivning af ghettoerne lader sig gøre at få et markant antal nuværende modtagere af overførselsindkomster på arbejdsmarkedet, er det svært at se, hvordan man kan undgå, at de samme folk flytter ind i og klumper sig sammen i andet af det allerbilligste almennyttige boligbyggeri i nærheden.

Hvis mønsteret fra de eksisterende områder som Vollsmose og Gellerup holder stik, vil man så her se en udskiftning af beboerne fra gammeldanskere til indvandrere og efterkommere. Det mønster kan man, alt efter behag, udlægge som et udslag af gammeldanskeres modvilje mod at bo i multietniske områder eller ønske om et ønske at opbygge parallelsamfund/etniske enklaver blandt indvandrere, men at udviklingen har været sådan, synes ikke desto mindre uomgængeligt.

Der kan man naturligvis indvende, at statsministeren opfordrer til styring med hvem, der flytter ind, antageligvis i de almennyttige boliger. Men det rejser stadig spørgsmålet om, hvor de folk, der har fået deres hus revet ned og får nej til indflytning i nærliggende almennyttigt byggeri, så skal flytte hen.

Her kan svaret selvfølgelig være, at man i praksis vil søge i højere grad at holde andelen af indvandrere og efterkommere nede i det almennyttige boligbyggeri nær de større byer gennem den af statsministeren nævnte “styring”, hvormed man håber, at de store koncentrationer af indvandrere og efterkommere i ghettoområder gradvist bliver opløst, fordi deres eneste alternativ er at flytte længere ud i provinsen, hvor priserne for lejeboliger – almennyttige eller ej – typisk er noget lavere end nær de større byer. Hvis det er intentionen, vil det nok afstedkomme en del utilfredshed i kommuner, der skal modtage større grupper af modtagere af overførselsindkomst, som ikke længere har mulighed for at finde bolig i fx Aarhus eller København, men det kan ikke udelukkes, at noget sådant vil kunne medvirke til at opløse de udsatte boligområder her.

Derudover er der spørgsmålet, om hvor meget problemerne i de udsatte boligområder egentlig har at gøre med den type arkitektur, man finder her, hvor trist den end måtte være. Mjølnerparken er fx rødstensbyggeri i fire-fem etager af en type, der findes utrolig meget af i København. Men Mjølnerparken er også almennyttigt boligbyggeri med en – for området – atypisk lav husleje, og det har mildest talt præcis samme – hvis ikke værre – problemer som Gellerup og Vollsmose, hvilket bandekrigen til fulde har demonstreret. Her er det blevet skabt både et parallelsamfund og et i høj grad udsat boligområde lige midt i det mest urbane København, så problemerne synes ikke umiddelbart at sidde i betonen eller arkitekturen her.

Men fair is fair. Endnu kender ingen statsministerens plan, og selvom jeg frygter endnu et dyrt og mislykket integrationsprojekt i en lang række af sådanne, vil jeg endnu ikke tage nej-hatten alt for langt ned i panden.

Kommentarer er lukket.