Skal kvinder frygte at være alene med Jens Christian Grøndahl?

Af Mikkel Andersson 0

Der er mange forargelsesstorme relateret til kønspolitiske emner, som burde være afviklet i vandglas – om overhovedet. Men den, der har rejst sig mod forfatter Jens Christian Grøndahl, for udsagn, som han har fremsat i Femina om den dræbte journalist Kim Wall, er aldeles berettiget. Lad mig forklare hvorfor.

Først er der Grøndahls særlige vurdering af Kim Walls angivelige faresøgende natur, som forfatteren kan udlede overordentlig meget om alene ved at se på billeder af journalisten.

Altså når jeg ser billederne af offeret, måden, hun har ladet sig fotografere på, og det blik, hun sender kameraet […] jeg kan ikke lade være med at tænke, at her er en pige, der søger fare”, forklarer han.

Det skal han naturligvis have lov til at mene, ligesom mennesker med et fungerende moralsk kompas må have lov til, at opfatte det udsagn som absurd motivanalyseren, der ikke kan undgå at insinuere, at hun qua sit blik på uansvarlig vis med overlæg opsøgte den farlige situation, som kostede hende livet.

Det med vurderingen af hendes angiveligt faresøgende adfærd, har Grøndahl så har imidlertid beklaget i en eller anden udstrækning overfor BT. Tilsyneladende ikke fordi, han mener, det var en forkert vurdering af hendes angiveligt faresøgende blik, men fordi han erkender, at udsagnet kan virke “meget respektløst”. Og lige det punkt har Grøndahl naturligvis ret i.

Imidlertid står Grøndahl i BT fuldt ud ved sit tidligere udsagn om, at det var: “…fuldstændig vanvittigt som kvinde at gå om bord i en ubåd med en mand, man ikke kender.

I Femina-interviewet gør han det endvidere hjælpsomt krystalklart, hvordan han mener, at kvinder bør agere, hvis de ikke ønsker at fremstå fuldstændig vanvittige:

I må aldrig have en aftale med en fremmed mand på et sted, hvor I ikke kan slippe væk, og hvor der ikke er andre. Uden at nogen er med jer.

Her skal vi være helt på det rene med, hvad han faktisk siger. Det er, at kvinder i praksis ikke kan arbejde som journalister.

Mine kvindelige kolleger, der dagligt går i enrum med mænd, hvorfra de ikke uden videre kan slippe væk (og det kan jo være svært, når mænd typisk løber hurtigere end kvinder), er – med Grøndahls ord –  antageligvis “fuldstændig vanvittige”.

Før vi går videre, så lad mig understrege, at jeg ikke mener, at man ikke selv bør sikre sig og udvise omtanke, selvom ansvaret for en forbrydelse altid påhviler gerningsmanden. Lad mig eksemplificere:

Det er ulovligt at begå indbrud, og man er ikke selv skyld i, at nogen stjæler fra ens hus, hvis man ikke låser sin dør. Men derfor er det stadig en god ide at låse sin dør, hvis man vil undgå indbrud.

Hvis jeg som journalist var taget på reportagerejse til Islamisk Stats højborg Raqqa i 2015, ville jeg også have løbet en voldsomt stor og forventelig risiko, selvom det havde været IS’ og ikke min skyld, hvis jeg var endt mine dage et hoved kortere.

Problemet i denne kontekst, er den perverse logik, der ligger i Grøndahls ræsonnement bedømt på det, vi ved om Wall-sagen. For Wall havde ingen chance for at vide, hun løb en særlig risiko – medmindre man antager, at risikoen for, at alle mænd er psykopater er overhængende. Der er muligvis – og ironisk nok – enkelte meget radikale feminister, der vil hævde, at det faktisk forholder sig sådan, men statistikken tyder ingenlunde på det.

Wall gjorde noget, som kvindelige journalister gør i forskellige varianter tusinder af gange overalt på kloden hver dag: interviewer mænd alene. I private hjem, i det offentlige rum langt fra alfarvej, de kører alene med mænd i biler og alt muligt andet. I alle de situationer ville også mænd – ubådsejere eller ej – naturligvis have mulighed for at slå kvinderne ihjel, hvis de havde ønsket om at dræbe en komplet uskyldig.

Men det sker helt ekstremt sjældent, hvilket naturligvis også er en af grundene til, at netop drabet på Kim Wall gav genlyd kloden over.

Wall gik som freelance-journalist gik ned i ubåden for at lave et interview med en offentligt kendt og hyppigt interviewet person, som intet tydede på havde morderiske tendenser. Endvidere vidste flere andre vidste præcis, hvor hun opholdt sig, ligesom Peter Madsen antageligvis vidste, at andre vidste det. Det er hvad man for indeværende ved om sagen, og der er intet i hendes adfærd her, der er den mindste smule fordømmelsesværdig eller risikabel.

Grøndahls argument svarer til at pege på en person (m/k!), der bliver dræbt af den berømte nedfaldende tagsten, og derudfra konkludere, at det er “fuldstændig vanvittigt” at gå rundt på gader i nærheden af bygninger med tagsten. For tagsten kan jo falde ned.

Og det er naturligvis helt rigtigt. Tagsten kan falde ned, og man kan risikere, at manden, som man interviewer om ubåde og raketter, har planlagt at slå en ihjel.

Men hvis man søger at få andre at blive indendøre, fordi de kan risikere tagsten i hovedet ved at gå på gaden, og stempler dem, som gør det alligevel, som “fuldstændig vanvittige” så opfordrer man naturligvis folk til at indskrænke sig selv i en absurd grad, som ikke er baseret på nogen meningsfuld risikovurdering.

Og det er naturligvis præcis, hvad Grøndahl gør, når han kalder Walls adfærd for “fuldstændig vanvittig”. Foruden, naturligvis, på bizar vis at insinuere, at han med sit særlige kunstnerblik kunne konstatere, at Wall var en type “der søger fare”.

Jeg vil undlade at fremsætte motivanalyser på baggrund af min vurdering af Jens Christian Grøndahls blik, men dog afslutningsvis konstatere, at hans inddirekte opfordring til kvinder, han ikke kender, må formodes at være, at de skal undlade at være i enrum med forfatteren. Medmindre de har en flugtplan parat, forstås.

Og før eventuelle krænkede mænd kommer ilende til Grøndahls forsvar som led i et eller andet misforstået kønskollektivistisk projekt, så vil jeg opfordre til at vende skråen et øjeblik og igen tænke rigtig, rigtig grundigt over implikationerne af, hvad han faktisk siger om mænd som gruppe betragtet: At chancen for at en given mand er en morderisk eller overgrebsbegående psykopat er så stor, at man som kvinde aldrig skal være alene med en mand, man ikke kender, medmindre man er i stand til at flygte.

Velbekomme.

__

Mikkel Andersson er journalist og debattør og kan følges på Facebook og Twitter.

Kommentarer er lukket.