Ytrings­friheden og den borgerlige burkafarce

Af Mikkel Andersson 0

Som eftertiden har demonstreret så fint, tog Karl Marx fejl i en hel del. Undtagelsen er hans konstatering af, at historien gentager sig– først som tragedie, siden som farce.

For tiden er vi åbenbart kommet til det farceagtige, når det gælder symbol­politiske indskrænkninger af ytrings­friheden.

Første og tragiske akt bestod – og består – af en ivrig venstrefløj, der forsvarer diverse paragraffer mod »hate-speech« – i Danmark primært racismeparagraffen – ofte med hysterisk henvisning til, at griber man ikke ind over for nedladende ytringer fra højrefløjen om primært muslimer, så kan man nok skimte Auschwitz’ porte i horisonten.

I dag er vi så kommet til farcen, hvor en borgerlig regering gør mindre ytringsfrihed til en mærkesag ved at lovgive om, hvilket tøj nogle muslimske kvinder må gå i.

For ja, naturligvis er det et indgreb i ytringsfriheden at forbyde tøj med politiske eller religiøse konnotationer, hvilket både burka og niqab har – endda absolut u­sympatiske sådanne, der pålægger kvinder at gemme sig i det offentlige rum og alle mænd til selvkontrolforladte potentielle sexkrænkere.

Prisen for frihed er imidlertid, at man må tolerere usympatiske ytringer i det offentlige rum.

Netop derfor er burkaforbud i lige så høj grad et indgreb i ytringsfriheden som at forbyde t-shirts fra Liberal Alliance eller forvirrede venstrefløjseres klamme ditto med den totalitære massemorder Che Guevaras kontrafej.

Farcen havde selvsagt ikke være komplet, hvis ikke det lige netop havde været muslimer, der skulle stå på mål for en borgerlig regerings indskrænkninger af ytringsfriheden. Højre- og venstrefløj kan trods alt blive enige om, at det altid er dem, man allermindst kan lide, der har godt af lidt mindre ytringsfrihed.

Tragikomiske forklaringer
Efter det borgerlige Danmarks både principfaste forsvar af ytringsfriheden under Muhammed-krisen er det unægtelig tragikomisk at høre andre borgerlige hændervridende forklare, hvorfor en noget diffus trussel fra et marginalt antal niqab­bærende kvinder, uanset hvor usympatisk deres klædedragt er, er så graverende, at man skal kompromittere grundlæggende borgerlige frihedsrettigheder.

Særlig når man afstod fra indgreb over for eksempelvis sovjettro kommunister i Danmark, der faktisk var villige klakører for et regime, som både havde kernevåben pegende mod Vesteuropa, et par millioner mand under våben og planer klar for en invasion af Danmark.

Vil man se den farceagtige udvikling opsummeret særlig skarpt, vil jeg tillade mig at tugte den, jeg elsker, og fremhæve indeværende avis’ leder fra 17. august 2009, der bastant afviste et konservativt burka­forbudsforslag og nøgternt konstaterede: »Her er politikerne helt inde i privatsfæren, og det er ikke borgerlig politik at ville bestemme, hvordan folk skal gå klædt.«

Små otte år senere, 24. juli 2017, lød overskriften på lederen i samme avis: »Danmark bør indføre forbud mod burka og niqab.«

__

Mikkel Andersson er journalist og debattør og kan følges på Facebook og Twitter.

Kommentarer er lukket.