Løgnen om mediernes indvandrerhetz

Af Mikkel Andersson 0

I kølvandet på TV 2’s historie om en gruppe somaliske kvinders danskkundskaber og tilknytning til arbejdsmarkedet er en af den danske indvandringsdebats allerældste travere blevet trukket af stalden: Historien om, at medierne ikke dækker de positive historier godt nok og i øvrigt hetzer indvandrere.

I denne avis kunne man læse en ung somalisk kvinde erklære, at den offentlige debat om somaliere “føles som en racistisk hetz”, mens en klummeskribent med somalisk baggrund i Politiken talte om “systemisk stigmatisering” og erklærede, at “når vi endelig optræder i mainstream-medierne, så er det altid med noget negativt”.

Den somaliskfødte speciallæge i psykiatri Fatuma Ali istemte koret og erklærede over for TV 2, at hun savnede, at “de gode historier bliver fortalt”, og at medierne altid tegner “et negativt billede”.

Men det passer ganske enkelt ikke.

Ikke i almindelighed, hvilket vi kommer til om lidt, og i særdeleshed ikke i forhold til præcis den somaliske kvindeforening, Sahan, der var udgangspunkt for TV 2’s historie.

For Sahan er om noget eksemplet på, at danske medier står klar til at dække de positive historier, også om somaliske indvandrere.

I efteråret 2016 modtog Sahan Tine Bryld-prisen for deres arbejde med udsatte unge, hvilket næsten alle landsdækkende medier dækkede, i allerhøjeste grad med de positive briller på. Denne avis bragte eksempelvis artiklen “Mødre bekæmper radikalisering i Vollsmose” på 1000+ ord.

Også i udlandet havde man fået øje på historien om Sahan. Allerede inden foreningen fik Bryld-prisen, var historien om foreningen blevet fortalt af den amerikanske public service-station NPR i form af både radioindslag og en omfattende artikel med en korrespondents interview med en repræsentant fra Sahan.

Lad os tage et par eksempler til.

I DRs TV-Avisen kunne man den 21. juni 2015 se, hvordan Odense Kommune efter forslag fra Sahan havde lavet en “miniuddannelse i danske samfundsforhold”, og da foreningen i 2015 modtog Odense Kommunes SSP-pris, blev det dækket indgående i lokalmedier fra TV 2 Fyn til Fyens Stiftstidende under overskrifter som “Kvinderne er handlekraftige“.

Mit ærinde er ikke at sige, at nogen af de historier er dårlige. Men at det er usandt, at der mangler positiv dækning. Den har Sahan fået temmelig meget af. Ingen af de artikler, jeg er stødt på i min research til denne klumme i mediearkivet Infomedia (og det er næppe alle, men temmelig mange), har stillet spørgsmålstegn ved kvindernes eget eksempel som rollemodeller, deriblandt hvad angår deres arbejdsmarkedsdeltagelse, hvorvidt de taler dansk, eller om der egentlig foreligger nogen målbar eller dokumenteret effekt af deres arbejde.

Man kan argumentere for, at det heller ikke behøves i de sammenhænge, jeg nævner. Det kan også sagtens tænkes, at foreningens arbejde er ekstremt effektivt, og at mange af dens medlemmer både har arbejde og taler glimrende dansk.

Men uanset hvor meget godt Sahan end måtte gøre, er det imidlertid også mediernes opgave at stille kritiske spørgsmål. Ikke altid, for der kan være al mulig grund til at lave relativt ukritisk jubeljournalistik, når nogen belønnes med en pris. Men det er også aldeles rimeligt at gå til samme grupper med kritiske briller på, selv – og måske endda særlig – når de er prismodtagere.

Det var præcis, hvad TV 2 gjorde.

TV 2 kvajede sig ved i indslaget at fastslå, at ingen af kvinderne, der var til stede ved optagelsen af indslaget, talte dansk. Det vidste man ikke med sikkerhed. TV 2 burde have sagt, at ingen af kvinderne rakte hånden op, da de blev spurgt (både på dansk og gennem en tolk), selvom de adspurgt om andre ting ikke havde noget problem med håndsoprækning som metode, ifølge journalisten som lavede indslaget. Det er efter alt at dømme en journalistisk fodfejl, som TV 2 har rettet, men som hverken diskvalificerer indslagets grundlæggende berettigelse eller vinkel.

I forhold til integrationsdebatten generelt er der ingen mangel på solstrålehistorier i medierne. Tværtimod. Sahan eksemplificerer om noget, hvordan velmenende tiltag dækkes overordentlig positivt. Der findes næppe mange andre grupper i samfundet, hvor de positive forbilleder fylder så meget.

Mængden af artikler om rollemodeller, mønsterbrydere og musikere med indvandrerbaggrund er enorm, og det samme er dækningen af optimistiske integrationsprojekter, street basket, rap-kurser, Aarhus-modellen osv., der i tidens løb er blevet fremstillet som svaret på integrationens mange udfordringer.

Det er også i høj grad de gode rollemodeller, de velfungerende indvandrere og efterkommere, der kommer ansigter og kød og blod på  som interviewpersoner og som debattører overalt i mediedanmark. I modsætning til de mere negative eksempler, der i medierne typisk enten fremstår som tal i statistikken eller mere eller mindre ansigtsløse kriminelle.

Skulle man stille sig en anelse skeptisk an i forhold til den tendens, kan man eventuelt overveje, om det ikke er en kende infantiliserende, at medierne i så høj grad synes at betragte velfungerende indvandrere som forbilleder, der mere eller mindre pædagogisk skal fremhæves på måder, man sjældent gør i forhold til andre grupper i samfundet. Der er ikke mit indtryk, at der er nær så mange solstrålehistorier i medierne om folk fra udkantsdanmark, der har fast arbejde og uddannelse og brudt den sociale arv, selvom ingen anfægter, at der også er sociale problemer i de områder.

Bundlinjen er, at det er faktuelt forkert at bruge en enkelt kritisk historie om kvinderne fra Sahan som eksempel på, at medierne ikke vil fortælle de positive historier og dæmoniserer indvandrere. Om noget er lige netop de et klokkeklart eksempel på det modsatte.

Kommentarer er lukket.