Selvfølgelig kan drenge- og pigeomskæring sammenlignes

Af Mikkel Andersson 0

I mandagens Berlingske kan man læse en leder om drengeomskæring. Det er glimrende, at avisen melder sig i debatten, omend jeg selvsagt er ærgerlig over, at den ikke på lederplads deler min og et flertal af danskernes ønske om en aldersgrænse for omskæring, uanset køn.

Imidlertid er der en enkelt sætning, som jeg mener, det er nødvendigt at se lidt nærmere på, da den indeholder en fejlagtig påstand, som desværre hyppige optræder i debatten.

Lederen erklærer nemlig, at drengeomskæring kan “...på ingen måde sammenligning med den mutilerende omskæring af pigers kønsorganer, som praktiseres i flere lande.

Det er imidlertid forkert. Drenge og pigeomskæring kan og bør sammenlignes. Hvis man – som undertegnede – mener, at både omskæring af drenge og piger uden samtykke og medicinsk grund bør være forbudt, er det naturligvis let irrelevant at vurdere forskelle og ligheder herimellem ud fra andet end et akademisk perspektiv.

Men særlig hvis man, som Berlingskes leder, implicit advokerer, at det ene skal være tilladt og det andet forbudt, så bliver man nødt til at se nøjere på, hvilke argumenter, der egentlig bliver lagt til grund for at lave denne skelnen.

Helt overordnet er det ubestrideligt i forhold til både pige- og drengeomskæring tale om irreversibel fjernelse af dele af kønsorganer uden samtykke og medicinsk årsag af kulturelle og religiøse årsager. Endvidere er det tale om indgreb, der oftest videreføres af forældre, der selv er omskårne, og som for langt hovedpartens vedkommende opfatter dette som både vigtigt ift. identitetsdannelse samt religions- samt kulturbærende. Den sammenligning er lige så oplagt som den er indlysende.

Det hyppigt anvendte opfølgningsargument er så typisk, at kvindelig omskæring er langt mere invasivt og skadeligt, men så let er det ikke.

Hverken mandlig og kvindelig omskæring er een ting. Der findes et utal af varianter og kombinationer og indgreb på drenge såvel som piger, der typisk puttes i den kategori. Ved de mest drakoniske kvindeomskæringer – infibulation eller faraonisk omskæring – fjerner man kønslæber og klitoris og syr skedeåbningen sammen, men er imidlertid langt fra den mest udbredte type kvindelig omskæring, der udgør ca. 10 procent. Ved de “mildeste” kvindelige omskæringer lægger man et mindre snit i forhuden til klitoris uden at berøre selv denne, det forekommer blandt andet i verdens mest folkerige land Indonesien, hvor der også forekommer andre typer kvindelig omskæring.

Ved eksempelvis snit eller et prik i forhuden af klitoris kan man – rent anatomisk – argumentere for, at dette er markant mindre invasivt og skadeligt end fjerne hele eller store dele af en mands forhud, som mange måske ikke er klar over fuldt udfoldet er mellem 38 og 46 cm2 på en voksen mand. Ironisk nok blev en legalisering af dette faktisk foreslået af den amerikanske forening af børnelæger i 2010, men mødt med brutal kritik og hastigt trukket tilbage. Det er selvsagt fremragende, at dette forslag ikke fik nogen gang på jord, men reaktionen illustrerer glimrende den åbenlyse dobbeltstandard, der præger dette område.

Der er også forskel mellem den typiske jødiske og typiske muslimske tradition for mandlig omskæring, da man i den jødiske tradition typisk skærer lavere og altså fjerner mere hud end i den muslimske og også udfører indgrebet mens barnet er yngre. Det jødiske indgreb skal endvidere udføres af en mohel, der er uddannet i at udføre det religiøse ritual, men det for muslimer typisk ikke udføres af en religiøs autoritet, og kan foretages på alt fra køkkenborde over private klinikker og til hospitaler.

Her kan man utvivlsomt diskutere fordele og ulemper ift. at børn husker mindre som yngre sammenholdt med, at man fjerner mere ved den typiske jødiske omskæring, ligesom man kan diskutere forholdene de forskellige indgreb udføres under. Imidlertid er der ubetvivleligt tale om to indgreb, der divergerer i omfang, alder, samt hvem der udfører det.

Forskelle internt mellem typer af kvindelig omskæring er heller ikke en teoretisk diskussion i Danmark.

Der er faldet domme for to kvindeomskæringer i Danmark. Ved den ene blev dele af klitoris fjernet, men ved den anden blev der “blot” fjernet forhuden til klitoris og dele af de indre kønslæber. Forhuden til klitoris, også kaldet klitorishætten, er anatomisk analog til forhuden på en mand (omend langt mindre) og fjernelse af dele af denne samt redution af kønslæber er noget, som voksne kvinder kan få foretaget af kosmetiske eller medicinske årsager. Der faldt imidlertid dom for begge tilfælde. Man har altså i det sidstnævnte tilfælde straffet for at udføre noget, som faktisk bliver udført lovligt på voksne kvinder, der selv ønsker det.

Spørgsmålet er heller ikke mere teoretisk, end at Schweiz’ centrale muslimske råd for nogle år tilbage advokerede at netop fjernelse af forhuden til klitoris skulle være den acceptable variant af kvindelig omskæring.

Det tog meget kort tid for de schweiziske myndigheder at få gjort klart, at det var ulovligt, selvom der altså er tale om et indgreb som rent anatomisk er så analogt til den mandlige omskæring, som det tænkes kan. Her var påberåbelse af kultur og en tradition, som indenfor islam også er ganske lang, altså ikke nok (og ja, der findes indenfor islam også retninger hvor store dele af tilhængerne betragter kvindelig omskæring som påbudt af religiøse grunde).

Hvis man tillader at skære forhuden af mænd af religiøse og kulturelle grunde, virker det oplagt, at man som muslim, der traditionelt har praktiseret noget tilsvarende, bliver forvirret over, at man ikke må udføre en procedure, der er ganske sammenlignelig. Det er en åbenlys dobbeltstandard, hvor der helt banalt ikke er lighed for loven.

Lighed for loven er der selvsagt heller ikke i Danmark, hvor omskæringsparagraffen, straffeloven § 245 a, udelukkende kriminaliserer, at man skærer dele af kvinders ydre kønsorganer – uanset om det er den mindste smule eller store dele – mens mænd ikke har nogen sådan beskyttelse overhovedet. Hvis man forsvarer et forbud for et køn men ikke et andet, så er man i praksis – uanset hvor ubehageligt det end måtte være at se i øjnene – ikke tilhænger af hverken lighed for loven eller juridisk ligestilling mellem kønnene i den henseende. Det er ikke polemik, det er en kendsgerning.

Dertil kommer så argumentet om, at kvindelig omskæring er skabt og udført at mere eller mindre onde og patriarkalske mænd for at hæmme kvinders sexlyst. Det er langt fra heller så simpelt. Omskæring foretages af vidt forskellige grunde, men en fællesnævner for alle kulturer hvor kvindelig omskæring finder sted er, at samme kulturer også praktiserer mandlig omskæring – typisk på aldersmæssigt samme tidspunkt og ganske ofte som led i et overgangsritual, der markerer en transition mellem barn og voksen.

Derudover er den, der primært er engageret i at få et barn omskåret oftest den forælder, der har samme køn som barnet. Altså fædre ift. drengeomskæring og kvinder ift. pigeomskæring. Traditionen videreføres altså mennesker som på egen krop har oplevet en omskæring. Det er der utvivlsomt både kulturelle, religiøse og personlige grunde til. Men forsøget på at sige, at fordi mange omskårne mænd er glade for deres omskæring, så er det ikke er problem, holder ikke, når man tager i betragtning at ganske mange kvinder, der selv er omskårne, også er glade for det, og har videreført ritualet med samme entusiasme som mænd, der får deres sønner omskåret.

Hvis man ser på den ovenfor nævnte sag, hvor en mor med indvandrerbaggrund i Danmark blev dømt for at få omskåret to af sine døtre, så blev faderen frikendt for medvirken, fordi retten accepterede, at han ikke vidste noget om det. Her anfører Politiken:

Både pigerne og moren siger, de ikke har fortalt noget til faderen, og en socialantropolog, som tidligere var sagkyndigt vidne i retten kan bekæfte, at omskæring er en kvindesag, som manden ikke blander sig i.

Hvis man er interesseret i en mere grundig gennemgang af hvorfor mandlig og kvindelig omskæring kan og bør sammenlignes, vil jeg stærkt anbefale at læse dette paper af Bryan Earp, er ekspert i sundhedspolitik og etik, samt tilknyttet universiteterne i Yale og Oxford.

Derudover kommer så spørgsmålet om medicinske fordele ved mandlig omskæring, der som oftest kan koges ned til, at dele af kroppen, der er skåret af, ikke senere kan blive syge eller medføre sygdom via fx slimhinder. Det betragter jeg grundlæggende set som lidt useriøst, da det applicerer en standard for behandling, som man aldrig ville acceptere i andre sammenhænge og slet ikke på børn.

Hvis man accepterer bortskæring af rask væv som præventiv behandling, ville man kunne forhindre brystkræft ved at fjerne nyfødte pigers anlæg for mælkekirtler og en masse andre sygdomme ved at skære de berørte kropsdele af. I forhold til HIV, som er temmelig sjældent forekommende i Danmark og hvor smitten via heteroseksuelt samleje i Danmark er nærmest ikke-eksisterende, er den præventive effekt i forhold til Danmark nærmest parodisk marginal. I forhold til urinvejsinfektioner, som er et andet spørgsmål, som nogle tit slår på mandlig omskæring kan forhindre, behandles dette ved piger – som i øvrigt får urinsvejsinfektioner i langt højere grad end mænd – med helt simpel antibiotika, selvom man kunne formode at forekomsten af dette også ville kunne reduceres ved at fjerne noget af den hud, som omgiver urinåbningen, og som der kan gemme sig bakterier i.

Det forskes der imidlertid ikke i – og årsagen er naturligvis, at stort set alle indlysende ville opfatte det som absurd at fjerne dele af pigers kønsorganer for at nedsætte risikoen for noget, der kan og bliver behandlet med noget så banalt som en penicillinkur.

Derudover kommer naturligvis, at hvis voksne mænd gerne vil have de postulerede sundhedseffekter af omskæring, så står muligheden for at vælge dem til selvsagt frit for. Her synes køerne at få foretaget procedueren imidlertid ikke at være overvældende lange.

Problemet med omskæring er imidlertid ikke medicinsk, det er etisk. Man kan konstatere, at selvom en masse omskårne mænd er aldeles fint tilfredse og ikke oplever gener, er en del mænd utilfredse med deres omskårne penis. Og det er de uanset om man opfatter deres grunde som gode eller dårlige. Af oplagte grunde er kønsorganet af overordentlig stor psykologisk betydning for rigtig mange mænd såvel som kvinder, og folk kan have alle mulige grunde til at være trætte af en beslutning, de ikke havde indflydelse på.

Nogle forlader religionen, i hvis navn de blev omskåret, senere, men bliver hver gang de går på toilettet mindet om noget, de betragter som et overgreb. Andre oplever, at de har seksuelle problemer med manglende følsomhed og andet, atter andre oplever ingen problemer, men ville bare gerne have oplevet følelsen af at opleve sex, som de var lavet fra naturens side.

Det kan undre, at mange i den offentlige debat ignorerer, at der faktisk har været et antal jødiske og muslimske mænd, som har stået frem med deres ærgrelse over at være blevet omskåret. Af danske jødiske mænd er det en fire-fem stykker, som har fortalt om det, foruden en række debattører med jødisk baggrund – mænd såvel som kvinder – der har udtrykt ønske om et forbud.

Er det mange eller få? I betragtning af hvor lille det jødiske samfund i Danmark er – omkring 2000 i mosaisk trossamfund og et ukendt antal, der identificerer sig som jøder men ikke er religiøse og/eller organiseret her – finder jeg det selv overraskende. Ikke mindst, når man risikerer at blive latterliggjort af chefredaktører for at lide af “jammerlig selvmedlidenhed” eller overrabinere, som insinuerer, man lider af vrangforestillinger, som jeg redegjorde for i en kronik forleden. I foreningen Intact, der advokerer en aldersgrænse, er der en massiv overrepræsentation af medlemmer, incl. medstiftere, der kommer fra omskærende kulturer og religioner, i forhold til befolkningen som helhed.

Selvom antallet af omskæringer efter alt at dømme er markant større blandt danske muslimer, hvor det formodentligt skal tælles i tusinder årligt, end blandt jøder (i 2016 fortalte daværende overrabbiner Bent Lexner, at antallet af omskæringer af nyfødte med jødisk baggrund kunne tælles på en hånd), så er engagementet fra muslimers side langt mindre i kampen mod en aldersgrænse. Der har været nogle, som har talt for en aldersgrænse, og dem jeg  kender heraf, har – og det er naturligvis rent anekdotalt – mødt massive og voldsomme reaktioner, ikke mindst via sociale medier.

Det oplagte spørgsmål er derfor: Er det rimeligt at formode, at der i de omskærende minoritetsmiljøer findes et betragteligt mørketal, som ikke har lyst til at stå frem med en ærgrelse over noget så intimt som et indgreb på deres penis, der alligevel aldrig kan gøres om, og som endvidere vil blive opfattet som en implicit anklage mod ikke alene deres forældre men en tusindårig tradition og deres kulturelle og/eller religiøse miljø? Og som de oveni risikerer eksplicit latterliggørelse for fra højtplacerede samfundsdebattører. Det må den enkelte overveje sandsynligheden af, for et mørketal kan i sagens natur ikke bevises.

I alle fald er det åbenlyst, at det kun er en lille del af danske jøder og muslimer, der blander sig i debatten – uanset om de er for eller mod en aldersgrænse – hvorfor det ikke er helt ligetil at hævde, at eksempelvis “jøder” eller “muslimer” har entydige holdninger, som de tavse uden videre kan formodes at dele – uagtet at min egen formodning er, at et klart flertal af både muslimer og jøder er modstandere af en aldersgrænse.

Eftersom omskæring imidlertid er et indgreb, der aldrig kan gøres om, er det oplagt, at man lader det være op til den enkelte at træffe beslutningen om, hvad der skal skæres eller ikke skæres af egen krop.

Hvis man oplever et problem ved ikke at være omskåret, kan man blive det, når man er myndig. Hvis man er omskåret og oplever det som et problem, er der imidlertid intet at gøre.

__

Mikkel Andersson er journalist og debattør og kan følges på Facebook og Twitter.

Kommentarer er lukket.