Støjbergfobien nærmer sig det parodiske

Af Mikkel Andersson 1

Jeg gad nok vide hvor mange, der har delt den massive forargelse over Inger Støjbergs ramadan-klumme, som faktisk har læst den. Jeg er oprigtigt kommet i tvivl efter at have iagttaget reaktionerne med stadig større undren.

Grundlæggende må det være op til folk selv, hvad de spiser. I sidste ende kan man hverken tvinge folk eller i øvrigt kontrollere det for hverken muslimer eller folk, som er på diverse fastekure. Men Støjberg understreger da også allerede indledningsvis, at man naturligvis har religionsfrihed i Danmark, og gør det gennemgående klart, hun fremsætter en opfordring, ikke et påbud.

Der er ingen ansatser til tvang eller trusler om indgreb i klummen, men en påpegning af noget, hun opfatter som potentielt problem, fordi det – og det ville de fleste nok være enige i, hvis ikke emnet havde involveret noget med islam – nok ikke gør gode ting for folks koncentrationsevne, hvis man ikke har spist og drukket i ti timer eller mere. Særlig ikke hvis man arbejder med ting, der kan være farlige for andre. Og særlig ikke i små 30 graders varme og de temmelig mange lyse timer, som vi for tiden er velsignet eller forbandet med.

At fremsætte opfordringer til alt muligt, er noget alle mulige gør konstant. Drop smøgerne, hold genstandsgrænsen, spis utrolig meget frugt og grønt hver dag osv. At nogle børn i Folkeskolen ikke spiser morgenmad har endda været opfattet som et så stort problem, at det er blevet foreslået at skolerne skal servere den.

De anbefalinger kan man så følge eller lade være, og det samme kan muslimer selvfølgelig i forhold til Støjbergs opfordring.

Ikke desto mindre har reaktionen været i særklasse hysterisk.

Eksempelvis siger FOAs formand, at det er “helt håbløs tænkning at forestille sig tvangsferie til bestemte grupper på grund af religion eller etnicitet”. Det kan man helt sikkert mene, men Støjberg forslår imidlertid overhovedet ikke tvangsferie.

En række læger mener, det er udtryk for en “hetz” at rejse spørgsmålet, som Støjberg gør det. Det er blot et par af de mere syrede reaktioner.

Men det er en helt reel debat, som Støjberg rejser på en måde, hvor hun ikke truer med bål eller brand. Hun påpeger noget som ganske indlysende kan være problematisk, og som det heller ikke forekommer kontroversielt at påpege i mange muslimske lande.  Det er muligt, at man fra forskningsmæssig side ikke mener at kunne påvise, at der forekommer problemer relateret til ramadanen i Danmark. I så fald er Danmark imidlertid en usædvanlig heldig undtagelse, trods de meget lange dage i sommerhalvåret her, for det kan man faktisk i andre lande.

I eksempelvis Tyrkiet og Pakistan stiger antallet af trafikulykker under ramadanen.

På baggrund af studier i De Forenede Arabiske Emirater om også trafikulykker, som man helt lakonisk konstaterer også stiger mærkbart under ramadanen her, skriver et lokalt medie:

Fasting can result in dehydration and low blood sugar, which in turn can affect attentiveness, concentration, vision and reaction times. In addition to fasting, the unusual Ramadan eating and sleeping patterns can cause fatigue, exhaustion, impatience and distraction.

I et muslimsk land er det tilsyneladende helt ukontroversielt at konstatere, at det selvfølgelig har konsekvenser at sove relativt lidt og ikke spise og drikke – og at det kan føre til uheld. I Danmark bliver samme konstatering udlagt som både en hetz og en form for fake news – i hvert fald når Inger Støjberg siger det.

Men det er bare ikke kun Inger Støjberg, der siger det.

I P1 Debat sidste torsdag kunne man høre udmeldinger fra en folkeskolelærer på Nørrebro, der ærgrede sig over, at hans fastende elever typisk scorede 1-2 point lavere i eksamen end normalt pga. træthed og faste, mens en leder i sundhedsvæsnet havde sendt medarbejdere hjem, fordi hun ikke var tryg ved deres evner grundet fasten.

I dagens Ekstra Bladet står en anden lærer frem og fortæller om problemer med ukoncentrerede elever og udtaler blandt andet:

Som lærer må jeg konstatere, at det er umuligt for de muslimske elever at tilegne sig viden, når de ikke spiser. De kan stort set ikke holde sig vågne gennem en skoledag, når de spiser ‘aftensmaden’ så urimeligt sent.

Tidligere har det da også være ganske ukontroversielt at pege på sådanne problemer i Danmark. Eksempelvis udtalte leder af Institut for human ernæring, Det biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, dr.med Arne Astrup i 2008

Udenlandske undersøgelser viser, at der er flere trafikuheld under ramadanen. Jeg vil mene, at man ikke bør føre motorkøretøj eller arbejde med maskinbetjening, hvis man faster i den danske sommer. Fasten nedsætter reaktionsevnen og koncentrationen, og man er mere tilbøjelig til at snuppe sig en lur. Hvis man kun må spise i de korte sommernætter, vil man allerede få problemer om formiddagen. For mig at se tager islam ikke højde for, at folk bor på disse breddegrader“.

Og både 3F og kørelærere har tidligere meldt ud, af der har været problemer med fastende i traffiken, som også Støjberg selv har påpeget.

Vil man finde hår i suppen, så kan man naturligvis indvende, at Støjberg også kunne have forholdt sig til, at fx kontorarbejdere kan holde ramadan uden at være til risiko for andre og folk med fleksible arbejdstider, kan tilrettelægge sig ud af det – eller at man i stedet kan aftale deltid eller bryde fasten. Der er mange muligheder. Bundlinjen er ikke desto mindre, at Støjberg ganske afdæmpet fremsætter en opfordring, som folk kan følge eller lade være, i forhold til noget, som faktisk ser ud til at være et problem i en række sammenhænge.

Helt refleksmæssigt går store dele af venstrefløjen – og en række borgerlige, ej at forglemme – derefter i selvsving. Tilsyneladende fordi det er Støjberg, der sætter fingeren på et punkt, der faktisk ser ud til at være ømt i en række sammenhænge.

Det er nok efterhånden på tide at erkende, at selvom Inger Støjberg en dag skulle påpege, at solen stiger op i øst, så behøver det ikke nødvendigvis at være forkert.

1 kommentar RSS

  1. Af Niels Larsen

    -

    Lige så snart der fremkommer et eller andet, som med en god portion velvilje kan opfattes som kritik af islam, bryder helvede løs.

    Træk på skulderen og lad det fare.

    Støjberg har ret.

Kommentarer er lukket.