Kulturkamp på Rådhuspladsen

Af Mikkel Andersson 0

Engang erklærede Bertel Haarder, at han ikke var “minister for tørklæder, badeforhæng og leverpostej”.  Det udsagn har jeg længe betragtet som lige så politisk verdenfjernt som påstanden om, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive stuerene. For lige netop badeforhæng, leverpostej og andre kulturelle symptomer på kulturkonflikter i det nære vil blive de mest højtprofilerede emner, som politikere kommer til at befatte sig med i årene fremover – hvad enten de vil det eller ej.

Er der noget, jeg tror, at store dele af befolkningen gerne vil have, så er det ministre, der går op i netop brudfladerne mellem det, man kan kalde en dansk majoritetskultur og så (dele af) en muslimsk indvandrerkultur.

Flere er i varierende grad blevet forargede over, at Dansk Folkepartis Marie Krarup i et indlæg kritiserer en eid-fejring på Rådhuspladsen, som hun ikke mener burde være blevet tilladt. Selvom jeg er en af de meget ytringsfrihedsfundamentalistiske partyliberale, der ikke mener, man skal negativt særbehandle forskellige foreninger i det offentlige rum på baggrund af religion, er der ingen tvivl om, at hun sætter fingeren på et ømt punkt, der illustrerer karakteren af de kulturkonflikter, som vi godt kan indstille os på at diskutere vildt og inderligt de næste mange, mange årtier.

Krarup skriver:

Det kan godt være, at der har ligget en formel tilladelse fra Borgerrepræsentationen til aktiviteten. Men jeg vil så mene, at det var den forkerte beslutning at sige ja til Eid-fest på Rådhuspladsen. Det ville svare til, at vi hejsede fremmede flag på de centrale bygninger i København. Forestil dig det tyske flag vaje over Amalienborg og Christiansborg. Hvem har lyst til at se på det? Man ville som dansker føle sig forjaget og skubbet bort fra sit eget, – som en bortvist fra sit eget hjem.

Hvad enten man kan lide det eller ej, så er Rådhuspladsen et nationalt symbol, hvor danske sportshold rutinemæssigt fejres efter særligt fornemme præstationer, dignitarer modtages og lignende. Den betyder altså noget særligt for en del mennesker i Danmark – den er et symbol på hovedstadens og dermed nationens hjerte.

At Rådhuspladsen så til dagligt er indtaget af omtrent tretusind kinesere, der tager selfies med H.C. Andersen-statuen, panfløjtespillerere, obskure demonstrationer for og mod alt mellem himmel og jord, musikarrangementer og der i øvrigt har været fejret eid her siden 2009, så ændrer det ikke på, at billederne af flere hundrerede bedende muslimer for ganske mange repræsenterer et kulturelt knæfald for værdier, man ikke støtter eller ønsker nyder fremme.

Og selvom jeg er svært fristet til at hoppe op på forsamlingsfrihedens vakre ganger, henvise til Grundloven og lade det blive ved det, skal man lige gøre sig klart, at i lighed med burkaforbuddet, kan man sandsynligvis godt sammenstrikke en politisk-juridisk-administrativ løsning, der de facto ville forhindre eid-fejring på Rådhuspladsen, hvis man ville. Det ville absolut ikke være i overenstemmelse med den opfattelse af forsamlingsfrihed, jeg deler. Men at det kunne gøres indenfor Grundlovens rammer, er jeg ikke meget i tvivl om.

Folk har i Danmark har nok ret til at forsamle sig offentligt. Men i praksis har man bare ikke ret til at gøre det hvor som helst. Det skal forskellige myndigheder give tilladelse til. Forskellige højreradikale organisationer har ved flere lejligheder søgt om tilladelse til at demonstrere bestemte steder, men blevet afvist. Eksempelvis har organisationen Stop Islamiseringen af Danmark ved flere lejligheder blevet nægtet tilladelse til at demonstrere på Blågårds Plads og i stedet blevet henvist til andre placeringer. Noget der i øvrigt ikke synes at være anledning til krænkelse over en indskrænkning af deres rettigheder på venstrefløjen, hvor en del faktisk synes ganske begejstrede for, at de grupperinger ikke fik mulighed for at forsamles, hvor de gerne ville.

Og selvom politiet og borgerrepræsentationen ikke er analoge størrelser, er det ikke svært at forestille sig, at hvis DF havde været udslagsgivende i borgerrepræsentationen, havde danske muslimer måske nok fået lov til at fejre eid.  Bare ikke lige på Rådhuspladsen. Måske i stedet på en menneskeforladt parkeringsplads eller ved siden af et svineslagteri. Eller måske slet ikke.

Og krævede det generelle regler, der tog afsæt i formuleringer om den offentlige orden, at pladsen kun måtte lånes ud til fejring af officielle nationale helligdage, forbyde religiøse ceremonier eller noget fjerde, ville det – med burka-forbuddets camouflering som et maskeringsforbud i mente – nok også kunnet fremstilles til lejligheden. Danske politikere har vist sig bekymrende efne til den slags på det seneste.

Her mener jeg, at antiislamister og muslimer såvel som alle mulige andre bør have ret til i allervidest mulig udstrækning at forsamles i det offentlige rum. Det anerkender jeg er et politisk synspunkt og ikke en rettighedsmæssig naturlov eller uangribeligt. Det er imidlertid et standpunkt, jeg gerne vil forsvare, fordi det offentlige rum i sidste ende er vores alles, og indskrækninger af den enes frihed altid kan bruges til at legitimere fjernelse af andres – og det bliver den ganske ofte også. Det ser man også, når eksempelvis kontroversielle antiislamistiske debattører nægtes indrejse i europæiske lande med henvisning til den lovgivning, der også bruges til at holde radikale muslimske imamer ude af selvsamme lande.

Det nytter ikke at insistere på, at forsamlingsfriheden trumfer alt, når rigelig med politikere står klar til at udtænke løsninger, der omgår den i praksis. Hvis man vil forsvare forsamlingsfriheden, er det nødvendigt at forklare hvorfor den er vigtig for alle – muslimer eller ej – og gå ind på den politiske spillebane, hvor den kamp foregår.

For med sit indlæg laver Krarup en klar og effektiv kant til dem, der enten siger, de ikke kan gøre noget i forhold til eid-fejring, fordi alle skal være lige i det offentlige rum uanset hvad, eller, at det slet ikke er et problem. Hun siger, at hun kan og vil gøre noget ved det, og hvis tilstrækkelig mange vælgere enige, så skal det nok komme til at ske. Uanset hvor mange, der står og råber forsamlingsfrihed på sidelinjen.

Hvis man insisterer på, at den slags kulturkonflikter er småtterier og banale spørgsmål hinsides det politiske, som Bertel Haarder gjorde, så er mit gæt, at man radikalt fejlvurderer deres betydning. Selvom burka-forbuddet er en de-facto indskrænkning af ytringsfriheden i det offentlige rum (hvilket jeg har skrevet om andetsteds), der rammer meget, meget få, så støttede mere end 60 procent af danskerne dette, mens mindre end en fjerdedel var imod. Og den holdningsmæssige udvikling i forhold til de spørgsmål, kan gå ganske hurtigt. I 2009 mente denne avis eksempelvis på lederplads, at det indlysende var aldeles uborgerligt at støtte et burkaforbud. Sidste år skrev samme avis en leder med titlen “Danmark bør indføre forbud mod burka og niqab“.

Mit gæt er, at hvis man lavede en meningsmåling om det på landsplan, tror jeg også, man havde set et flertal for et forbud mod muslimske fejringer på Rådhuspladsen, selvom det naturligvis formelt er et lokalt københavnsk anliggende og ikke er nationalt spørgsmål.

Ganske som kønsopdelt svømning, svinekød i børneinstitutioner, dårlig opførsel i biografer, bederum på gymnasier og juletræer i boligforeninger ikke tidligere har givet anledning til kontroverser, fordi Danmark i høj grad tidligere var en kulturel konsensuskultur, hvor man accepterede, at folk løste alt muligt i civilsamfundet, så bliver altså også arrangementer på Rådhuspladsen nu politiske spørgsmål, fordi de symboliserer reelle kulturelle brudlinjer for ganske mange mennesker.

Nu forestiller jeg mig selvsagt ikke, at de dybrøde københavnerne i hobetal begynder at stemme på DF indenfor nogen overskuelig fremtid, så mon ikke der også bliver afholdt eid på Rådhuspladsen de næste mange år. Men sagen er imidlertid et illustrativt eksempel på, hvordan kulturelle konflikter, der involverer, islam både lynhurtigt politiseres og konstant vokser i antal. Det vil vi kun se mere af fremover.

Kommentarer er lukket.