Ti ubekvemme sandheder til og om danske studerende

Af Mikkel Andersson 0

Nedenstående ti punkter er lejlighedsvis kritiske, men ingen jeremiade over ungdommens forfald. Studerende (her primært gymnasieelever men også universitetsstuderende, når det fremgår af konteksten) er, som de altid har været, og de fleste punkter ville være lige så relevante for 30 år siden, mange også for 200 år siden.

Forskellen er dog, at mange af de nævnte ting var selvindlysende for de fleste i tidligere generationer, mens det ikke er tilfældet i dag. Det er derfor på høje tid at gøre opmærksom på, hvordan det faktisk forholder sig med både uddannelserne og ungdommen.

1. Unge mennesker ved ikke særlig meget
Selvom mange unge mener, at man ved alt om alt, når man er mellem 15 og 23 år, er det ikke tilfældet. Man ved ikke, hvad man ikke ved, og man ved i særdeleshed ikke særlig meget om, hvad der udgør en god uddannelse. Det er derfor, man skal gå i skole, og man ikke selv skal bestemme, hvad der er relevant at lære. De færreste voksne ved alt om alt, men flere ved lidt mere, fordi de allerede har gået i skole.
Eftersom studerende således er uvidende om mangt og meget samt som oftest repræsenteret af ukvalificeret bedrevidende, politiserende og højtråbende interessegrupper, bør man være påpasselig med at tage deres uddannelsespolitiske ønsker alt for alvorligt. Som regel handler det om, at der skal stilles færre krav, og at de skal have flere penge.
Begge dele er dårlige idéer.

2. Google er ikke almen dannelse
Hvis man skal vide, hvad man ikke ved, og tilegne sig viden om det, er det nødvendigt at have en grundlæggende viden om historie, samfund, naturvidenskab og litteratur. Den slags er tit kedeligt og hårdt at tilegne sig, men nødvendigt. Det kan godt være, man kan google enevælden frem på Wikipedia, men hvis man ikke ved, hvorvidt Frederik 3. var en dansk konge eller et Ikea-møbel, skal man google rigtig meget, før man kan redegøre for, hvad den gik ud på.
Derfor er det nødvendigt med en masse ukreativ røv-i-sædet-indlæring, før man er kompetent til selv at tilegne sig, analysere og syntetisere viden via sin smartphone.
Til afgangseksaminer skal man naturligvis selvstændigt demonstrere, at man kan gøre noget med den viden, som allerede befinder sig inde i hovedet, ikke sine færdigheder som copypaster. Derfor skal man heller ikke have internetadgang til eksamen.

3. Studerende i Danmark er vildt privilegerede
Danmark har verdens suverænt højeste uddannelsesstøtte samt uddannelser, som er finansieret af ens medborgere. Særligt universitetsstuderende er privilegerede, da de både får en skattebetalt uddannelse med lommepenge og som gruppe betragtet ender som de højest lønnede over et livsforløb. Det skal de værdsætte, og de, som konstant larmer op om, at de er økonomisk pressede, skal få sig en proportionssans og et arbejde.

4. Danske studerende har det ikke hårdt
Det er i dag lettere end nogensinde at ende i den høje ende af karakterskalaen på næsten alle niveauer af uddannelsessystemet. Den sorte skole er lukket for længe siden, og kravene, som den stillede, en saga blot. Ingen forsømmer længere deres forår. Spørger man universitetsunderviserne, fører de studerendes relativt lave niveau til, at der ofte må undervises på et lavere niveau, end tilfældet var tidligere.
Dermed ikke sagt, at der ikke er et pres forbundet med at blive bedømt som værende bedre eller værre end andre, men dette er et uomgængeligt vilkår i ethvert meritokratisk uddannelsessystem.

5. Ikke alle er gode til noget
Selvom mange er blevet overbevist om, at alle er gode til noget, er det desværre en løgn, som velmenende voksne har promoveret. Nogle mennesker er ikke gode til noget, i bedste fald middelmådige. Eller også er det, de er gode til, ubrugeligt for alle andre end dem selv. Det er der ingen skam i, og masser af mennesker uden ekstraordinære talenter har levet aldeles tilfredsstillende og produktive liv alligevel.

6. Det er ikke særlig fint at blive akademiker
Det kan være svært at erkende, at universitetet faktisk ikke er det forjættede uddannelsesland. Ikke mindst fordi selv de partier, som traditionelt har repræsenteret arbejderklassen, i praksis har haft som ideal, at så mange som muligt skulle blive akademikere eller som minimum presses ind i gymnasieskolen. Det forsøger eksempelvis Mattias Tesfaye prisværdigt at gøre op med, og det bør alle borgerlige også, for Danmark mangler faglærte, hvorimod manglen på symbolanalytikere ikke er påtrængende.

7. Det er bedre at få høje karakterer end lave karakterer
Selvom det er virkelig flot, at den bogligt svage elev har gjort en enorm indsats for at få 7, mens den bogligt stærke har dovnet den og alligevel fået 12, er 12 stadig en bedre karakter end 7.
Det betyder ikke, at man ikke skal rose og beundre den indsats, som den fagligt svage elev har lagt i at løfte sin karakter, men heller ikke, at man skal stikke folk blår i øjnene og lade som om, en prisværdig indsats og hårdt arbejde i sig selv er at sidestille med en faglig præstation på et højt niveau. Det er det ikke.

8. Det er de studerendes eget ansvar, at de får noget ud af deres uddannelse
Selvom vi lever i en velfærdsstat, er den brutale sandhed, at det i sidste ende kun er den studerende, som kan sikre, at han eller hun får noget ud af sin uddannelse. Derfor er det generelt en rigtig god idé at være flittig og gøre sig umage, selvom der – uretfærdigt nok – er nogle, som er klogere end de fleste og derfor kan sejle gennem uddannelserne uden at gøre sig videre umage. Verden er et uretfærdigt sted.

9. Studerende er tit dovne
I modsætning til hvad særligt unggardister fra SF og Enhedslistens udklækningsanstalter, der af og til kaldes elevbevægelsen, hævder, er studerende langt fra altid myreflittige og arbejdsomme repræsentanter for Danmarks eneste råstof, der evner at tage ansvar for egen indlæring. De er tit dovne og pjæklabile, fordi det er sjovere at drikke øl og sove længe end at sidde på sin flade og høre om enevælden og osmose. Sådan har det altid været. Derfor skal man lave incitamentsstrukturer, der gør, at de møder op alligevel. Det kaldes fraværsprocenter og fungerer glimrende, hvilket man kan se ud fra den indsats, som mange lægger i at kalkulere deres fravær, så det holder sig lige under maksimumgrænsen. De grænser kan man med fordel sænke samt håndhæve bedre, fordi det er aldeles rimeligt at forvente, at folk, som får en uddannelse betalt af deres medborgere, møder op og gør sig umage.
Mange voksne er i øvrigt også dovne, men på arbejdsmarkedet har man en incitamentsstruktur i forhold til fravær, der kaldes en fyreseddel og fungerer på en lidt anden måde.

10. Det samlede karaktergennemsnit er glimrende som adgangskrav til videregående uddannelser
Karaktergennemsnittet er godt, fordi det måler almene kvaliteter som evnen til at tage sig sammen, organisere sit arbejde og droppe overspringshandlinger. Karaktergennemsnittet er et samlet mål for, hvor god man er til at tilegne sig viden på et studie. Den evne opdyrker man ikke, hvis man tillader folk at negligere andet end lige præcis det, de vil studere på universitetet, fordi de har en formodning om, hvad de gerne vil være mange år senere. Noget mange i øvrigt ikke aner eller tager fejl med hensyn til, når de starter i 1.g.
Derfor nytter det ikke noget, at man kun lukker fremtidens læger ind på medicinstudiet, fordi de har fået gode karakterer i latin og biologi.

Kommentarer er lukket.