EU er ikke en del af løsningen på asylkaos

Af Mikkel Andersson 0

For tiden rejser de Radikales leder Morten Østergaard rundt i mediedanmark med det budskab, at Danmark ikke skal gå enegang i spørgsmålet om asyl, men vente på en fælleseuropæisk løsning.

Han er ikke alene. Med jævne mellemrum opstår en idé om, at EU denne gang er blevet ramt af ansvarlighed i forhold til asyl- og indvandringsproblemerne. Det er ikke tilfældet. EU har været ansvarlig for at fjerne de indre grænser, mens de undlod at patruljere de ydre. Dette skabte i 2015 en korridor for asylmigranter gennem Europa. Dernæst kom hele farcen med kvotesystemet, som skulle løse problemet, men som viste sig lige så ineffektivt som umuligt at realisere.

EU fifler nu med idéen om at lave udrejsecentre for afviste asylansøgere uden for Europa. Det er ikke en dårlig idé, for der er problemer forbundet med at udsende afviste asylansøgere. Men det er udelukkende symptombehandling af det grundlæggende problem: et defekt asylsystem.

De velkendte og omfattende problemer, som Danmark, i lighed med store dele af Vesteuropa, har med integration og asylmigration af et stort antal ikke-vestlige indvandrere, skyldes ikke, at man afviser nogle asylansøgeres ansøgninger, men at man accepterer så manges.

I Danmark er der lidt under 500.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere; for 35 år siden var der lidt over 50.000. Langt hovedparten er her som en konsekvens af godkendte asylansøgninger og heraf afledte familiesammenføringer. Det tal stiger løbende, og i takt hermed bliver udfordringerne med integration større.

EU pusler også med planer om, at man skal lave lejre enten i eller uden for EU, hvor alle flygtninge og migranter opsamlet i Middelhavet skal placeres, indtil de enten får afvist eller godkendt deres asylansøgning. Derefter skal de godkendte asylmigranter via et kvotesystem fordeles til resten af EU.

Det er et på én gang bimlende naivt og rasende kynisk projekt.

Kynisk, fordi det forudsætter, at hvis man vil have sin asylansøgning godkendt, skal man stadig have ressourcer til at rejse til Middelhavet – ­hvilket særligt de svageste flygtninge typisk ikke har – hvor man skal risikere sit liv i en plimsoller eller gummibåd for overhovedet at komme i betragtning til asyl. I praksis gør EU’s forslag intet for at reducere incitamenterne til at sætte livet på spil for at opnå det forjættede asyl, hvilket har ført til tusinder af druknede.

Naivt, fordi det forudsætter, at EU-landene kan blive enige om og realisere et kvotesystem, hvilket de sidste tre års tid har demonstreret er aldeles urealistisk. Særligt en række østeuropæiske lande vil aldrig acceptere et sådant system. Både politikere og befolkning har gjort det klart, at de ikke vil acceptere flygtningekvoter . Det forstår man godt, når man ser på, hvad konsekvenserne af asylmigration har været i Vesteuropa. Alt det har jeg skrevet mere om her, og det indlæg er så aktuelt som nogensinde.

Selv hvis man antog, at landene i øst accepterede flygtningekvoter, ville hovedparten af asylansøgerne ved først givne lejlighed søge mod de steder, hvor deres landsmænd, familier og venner opholder sig, og hvor de økonomiske forhold er mere gavnlige end i den gamle østblok. Man kan til nød gøre det obligatorisk, at asylmigranter skal bo i et givet land i en periode. Men ikke for altid. Så medmindre man vil underminere princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed og de facto stavnsbinde folk, ville flygtningene naturligvis drage mod Vesteuropa, ikke mindst Tyskland og Skandinavien.

Derudover er kvotesystemet en lappeløsning. Hvis Algeriet ender i borgerkrig, når den nuværende regent dør, eller Iran og Saudi-Arabien geråder ud i en storkrig, vil der komme millioner af mennesker til EU. Et kvotesystem vil i så fald blot sørge for, at alle lande med tiden får samme problemer, som Tyskland og Sverige kæmper med. Hvilken politisk udvikling det fremmer, kan man som venstreorienteret overveje, nu hvor Alternative für Deutschland stryger opad i meningsmålingerne, og Sverigesdemokraterne meget vel kan blive landets største parti.

Af og til hører man fra politisk hold, at der ikke kommer særlig mange asylansøgere for indeværende, hvorfor det er underligt, at befolkningerne går så meget op i dette spørgsmål. Imidlertid viser befolkningernes interesse, at de forstår dette spørgsmål bedre end visse politikere.

Der kom heller ikke mange asylansøgere i 2010, men det gjorde der til gengæld i 2015, hvor mere end en million krydsede grænserne til Europa i kølvandet på den syriske borgerkrig. Alle i Danmark husker billederne af flygtninge på E45. Hvis man vil undgå, at den situation kommer igen, skal der handles nu, ikke når der nok engang opstår kaotiske situationer med massetilstrømning til Europa.

Selv hvis de fælles løsninger, som EU overvejer, kunne implementeres og virkede efter hensigten (ingen af delene vil ske), ville de være håbløst utilstrækkelige, fordi de ikke adresserer det grundlæggende problem, som retten til spontan asyl udgør. Hvis en EU-løsning skal give mening, skal den tage afsæt i princippet om, at flygtninge skal hjælpes i første sikre naboland, og at retten til spontan asyl fjernes.

Det er en afgørende forudsætning for at muliggøre en fremtidig integration af de allerede tilkomne og at sikre en omlægning af hjælpen til flygtninge i nærområderne, som gør det muligt at hjælpe flest mulige af de mest nødlidende for de ressourcer, som lige nu bruges til at hjælpe et meget lille antal af de allermest ressourcestærke.

Kommentarer er lukket.