Toneteorien er død

Af Mikkel Andersson 0

En af de ældste travere i integrationsdebatten er det, jeg kalder toneteorien. Den er udfoldet i et utal af varianter over mange år, men groft sagt postulerer den, at den primære årsag til, at ikke-vestlige indvandrere med overvejende muslimsk baggrund er dårligt integreret, er majoritetsdanskeres racisme og den allestedsnærværende dårlige tone i debatten. Hvis man vil se den udfoldet i sin mest krystalklare form, kan man eventuelt læse denne kronik, der udkom kort efter publiceringen af Muhammed-tegningerne, hvor en lang række kunstnere hændervridende forsøgte at forklare, at dårlig integration skyldtes netop majoritetsdanskernes racisme og dårlige tone.

Men nu er toneteorien død

Teorien er ikke død, fordi den er absurd al den stund, at eksempelvis vietnamesiske og srilankanske indvandrere og i særdeleshed efterkommere i Danmark klarer sig aldeles glimrende i langt de fleste af de statistikker, hvor særlig mellemøstlige og nordafrikanske asylmigranter generelt klarer sig temmelig dårligt. De førstnævnte grupper klarer sig imidlertid ganske fint, selvom der også er tale om ikke-vestlige krigsflygtninge, der har et anderledes udseende ift. det let blegblonde look som vi holder os på disse breddegrader, og som altså også må forventes at have være udsat for den forfærdelige tones tilsvarende forfærdelige integrationshæmmende konsekvenser.

Nej. Grunden til at toneteorien er afgået ved døden er, at Sverige til overmål har demonstreret dens absurditet.

Der er så rigelig eksempler på, at den svenske tone ikke har forhindret massive og voksende integrationsproblemer, men et enkelt står ganske stærkt som illustrativt eksempel: Kort inden bilerne brændte lystigt i en række svenske byer mandag aften og nat, fik den svenske avis Expressen en video fra en anonym mand i et område at Göteborg, hvor avisens tidligere havde rapporteret fra, der fortalte, at noget stort snart ville ske. Det gjorde det så også. Og det gør det i øvrigt de fleste aftener i Sverige, hvor der i gennemsnit sættes ild til ti biler.

Men manden forklarede, at grunden til at bilerne skulle sættes i brand var utilfredshed med “politiet, politikerne og samfundet”.

Er denne mand symptomatisk for indvandrere i Sverige? Både og. De allerfærreste indvandrere i Sverige sætter selvsagt ild til biler, men offerkulten, som toneteorien har skabt, ser ud til at være massivt udbredt her – såvel blandt indvandrere og gammelsvenskere. Hvis der er indvandringsrelaterede problemer i Sverige – og det er der som bekendt ofte – har den refleksagtige reaktion fra hovedparten af svenske politikere og eliter været at gå i gang med at studere egne navler og overveje, om man ikke har været for racistisk – samt hvilke imødekommende tiltag, der kan iværksættes for at skabe en endnu bedre tone.

Men svenskerne har naturligvis ikke været racistiske eller haft en dårlig tone.

De har åbnet deres grænser ud fra humanistiske og idealistiske motiver i en grad, som er noget nær uset i verdenshistorien. De har stillet lejligheder, sprogundervisning, arbejdstræning, uddannelsessystem, hospitalsvæsen til rådighed for de nytilkomne, mens hele det svenske establishment har slået knuder for sig selv for at imødekomme de nytilkomne og tilpasse egen kultur til disse i en grad, der ganske ofte har tangeret det parodiske. Man har ganske enkelt gjort mere for at skabe en imødekommende tone og bekæmpe racisme end nogen andre nogensinde før.

Men ikke desto mindre har den absurde fortælling om tonen og den latente racisme som alle onders moder  forplantet sig som undskyldning for alle dårligdomme, også i indvandrermiljøerne, hvor nogle altså sågar kan bruge den som forklaring på at sætte ild til tilfældige naboers biler.

Trods den i særklasse imødekommende tone er Sverige i dag det nordeuropæiske land, som har de største problemer med indvandringen. Og de ser kun ud til at vokse – i nogenlunde samme tempo som tilslutningen til Sverigesdemokraterne, som meget vel kan blive parlamentets største parti.

Selv hvis forsøger at lade som om, toneteorien ikke er død og stadig mener, den har forklaringskraft, så er Sverige stadig et glimrende eksempel på, hvorfor en fortsættelse af den nuværende asylpolitik vil være absurd. Hvis man accepterer tonen, som årsag til optøjer og dårlig integration, står man med et alvorligt problem. For hvis end ikke en så imødekommende politik, som den svenske, der har betonet mangfoldighed, respekt og kulturrelativisme i en grad, der både værdimæssigt og realpolitisk synes grænsede til det selvforagtende og -udslettende, er tilstrækkeligt til at skabe en fungerende integration, er det absurd at antage at det skulle kunne ske i Danmark, hvor den berømte tone som bekendt er langt værre – omend bilbrande, håndgranatangreb, massevoldtægter og skuddrab dog stadig er på et mere beskedent niveau end i vores toneoverlegne naboland.

Toneteorien er død. Det var en skam, den levede så længe.

__

Mikkel Andersson er journalist og debattør og kan følges på Facebook og Twitter.

Kommentarer er lukket.