Statsborgerskab som kulturelt håndslag

Af Mikkel Andersson 0

Lad os slå en ting fast. Der er ikke noget iboende værdifuldt i håndtrykket i sig selv. Havde det ikke været for en række mere eller mindre tilfældige historiske tildragelser, kunne danskere og mange andre utvivlsomt lige så godt hilse ved at bukke, gnubbe næser, kindkysse eller alt muligt andet. Men det gør vi nu engang ikke – vi giver hånd.

En mellem mennesker hilsen bliver meningsfuld af to grunde: tradition og gensidighed, og de to ting hænger uløseligt sammen. Gennem hilsenen anerkender vi respektfuldt hinanden i kraft af den gensidige overholdelse af traditionen. I Danmark gøres det ved, at man trykker hinandens hænder – andre steder på helt andre måder.

Hvis jeg giver hånd til en person, jeg møder første gang – som jeg har en formodning om er bekendt med gængse omgangsformer her i landet og ikke turist eller nyligt ankommen – så betragter jeg det derfor som grundlæggende uforskammet og/eller uopdragent, hvis vedkommende lader den hænge. I så fald er der tale om nærmest demonstrativ ligegyldighed eller et aktivt fravalg af en, her til lands, nærmest universelt udbredt høflighedsnorm.

Og nej, her nytter det ikke noget, at man individuelt opfinder sin helt egen erstatningshilsen i stedet for håndtrykket, netop fordi anerkendelsen og det gensidige ligger i at begge parter lever op til normen og giver hinanden hånden – man kan helt banalt ikke give hånd ensidigt. Jeg kan ikke indføre min egen trefingerhilsen og forvente at andre mennesker skal opfatte den som udtryk for sublim høflighed, selvom jeg nok så oprigtigt insisterer på, at det skam er tilfældet. Sådan fungerer normer ikke.

Endnu værre bliver det, hvis man begrunder sin modvilje mod at leve op til normen med, at man opfatter noget så banalt som et håndtryk til medlemmer af det modsatte køn som en kilde til enten seksuel løssluppenhed eller religiøs urenhed. I så fald er den adfærd, som jeg – og temmelig mange andre – i en social kontekst vil opfatte som uforskammet, men tillige begrundet i et kønssyn og religiøse doktriner, som jeg – og igen mange andre – finder dybt usympatiske og reaktionære.

Man kan selvfølgelig godt argumentere for, at man skal omfortolke normer, hvilket helt sikkert sker og er sket konstant op gennem historien. Men her vil jeg mene, at religiøse doktriner baseret på reaktionære kønsopfattelser, er et meget, meget dårligt argument for at give sig i kast med eller støtte et sådant opgør.

Tag ikke fejl. Jeg mener, enhver skal have ret til at agere og hilse på måder som jeg – og sikkert en del andre – finder uforskammet og uopdragent i det offentlige rum – og omvendt i øvrigt (omend ingen har ret til at kræve, at andre ikke betragter dem som uhøflige af den grund). Ingen skal tvinges til at give hånd, uanset om de er statsborgere nedstammende i lige linje fra Gorm den Gamle, asylansøgere, på midlertidigt eller permanent ophold, forretningsrejsende eller turister.

Men såfremt man ønsker det privilegie, som et dansk statsborgerskab er (og dansk statsborgerskab er et privilegie – ikke en rettighed), så er det glimrende at stille krav – som er noget andet end tvang – om såvel overholdelse af landets love samt kendskab til sproget (som man allerede gør) og naturligvis også den bitte smule velvilje det kræves at efterleve en helt basal norm, som håndtrykket er, i lige netop den specifikke og formelle situation, hvor man får dette overrakt. Særlig eftersom grundloven faktisk stipulerer, at indfødsret – som er grundlovens ord for statsborgerskab – faktisk vedtages ved lov af et folketingsflertal og dermed i sin natur er baseret på en politisk vurdering, hvor krav aldeles legitimt kan stilles til ansøgeren.

At man som en indlysende selvfølgelighed lever op til helt basale normer og giver hånd til den repræsentant for den danske stat, som overrækker en sit statsborgerskab, er så banalt, at det egentlig forekommer let surrealistisk, at det er blevet genstand for omfattende debat. Men det er det så alligevel. Utvivlsomt af valgkampsrelaterede grunde, men stadig med en reel bund af substans, da det har vist sig, at en række ansøgere til statsborgerskab i andre lande har nægtet at give hånd ved statsborgerskabsceremonier af religiøse grunde. I disse tilfælde som endnu et symptom på grundlæggende religions- og kulturkonflikter, der ikke kan italesættes væk med nok så mange floskler om tolerance, og mangfoldighed – selvom nogle utvivlsomt vil prøve.

Et statsborgerskab indebærer privilegier, men det kommer også – og bør komme – med krav. Ønsker man ikke at leve op til dem, bliver man ikke smidt ud, men kan leve på permanent ophold i Danmark, hvilket for de fleste er en forudsætning for blot at søge. Og vælger man det i stedet for at leve op til det krav, som uden problemer kan udføres af enhver person, som har en højrehånd, er det udelukkende ens eget fravalg – på samme måde, som hvis man vælger ikke at lære dansk på det niveau, der er krævet for at opnå statsborgerskab. Dog med den oplagte forskel, at det selvsagt er noget nemmere at give hånd end at lære dansk.

Derfor er det helt fint, hvis man stipulerer, at der skal gives hånd, når man får udleveret sit statsborgerskab. Har man har så lidt vilje til at respektere de normer, der er fremherskende i det land, man ønsker at blive borger i, og er det så vigtigt for en at opretholde religiøse normer for kønsadskillelse og religiøs renhed, har man søgt statsborgerskab i det forkerte land.

Kommentarer er lukket.